Med »Nye Stemmer« åbner Det Kongelige Teaters Skuespilhus op for en hverdag som den ser ud for de nye danskere.

Hvis de bare havde været lidt mere kriminelle, så ville det hele gå op i en højere enhed af fondsmidler, sikring af direktørstillinger og god pr (fra Præmieperker)

Casper Balslev

^TEATERANMELDELSE _{Af John Bruun og Nick Bruun}

Nye danskere har indtaget nationalscenen. Nye stemmer er to teaterstykker skrevet af indvandrere, nydanskere, etnikere, perkere eller hvad de nu skal og eller vil kaldes.

Det må siges at være særdeles aktuelt, at stykkerne opføres nu i Skuespilhuset, efter at Søren Pind har smidt nok en gang benzin på bålet i diskussionen om det multikulturelle samfund.

Han vil have omdøbt sit nye  ministerium fra Integrationsministeriet til Assimilationsministeriet.

Det Kongelige Teater introducerer selv deres tiltag sådan her:

»Præmieperker og Slotskarréen er et skarpt og satirisk billede af et Danmark, der vil blive oversvømmet at den multikulturelle bølge, og det er vi ikke gode til at acceptere.«

præmieperker

Zaki Youssef har skrevet Præmieperker. En nærmest satirisk komedie med masser af inspiration hentet fra teaterverdens virkelighed.

Et teater finder ud af, at det vil gøre noget godt for integrationen ved at invitere unge andengenerations indvandrere til at opføre stykker, som er dramatiseringer af deres egne oplevelser.

Hvis deres oplevelser ikke passer til de mest salgbare og dramatiske fordomme om andengenerations indvandrere som småkriminelle, bliver de manipuleret til at tilpasse historierne af et meget energisk, fonds- og bevillingsbevidst direktørmakkerpar.

Det er faktisk rigtig sjovt. Frække og kvikke indvandrerdrenge versus overinspireret instruktør og beregnende administrativ leder.

Replikkerne flyver dejlig hurtigt og energisk over scenen og indimellem bliver det peppet op med en gang rap.

Historiens røde tråd er, at det er hundesvært at få lov til bare at blive betragtet som et menneske eller deltage i samfundslivet uden den underliggende og meget determinerende præmis er, at man først og fremmest er indvandrer, hvis man er mørk i løden.

Et godt billede på hvilken betydning det får, når toneangivende politikere fokuserer på etnisk baggrund som årsag til sociale problemer og kriminalitet i stedet for at tage udgangspunkt i fattigdom og sociale uligheder, som flere gjorde i det gamle etnisk homogene Danmark.

Perker med eller uden præmie, men under alle omstændigheder perker.

slotskarréen

I Nassrin el Halawanis Slotskarréen inviteres vi indenfor hos den egyptiske familie på Nørrebro.

Slotskarréen følger formmæssigt en klassisk skabelon for et teater-stykke. Her fortælles en historie fra A til B på en scene. Det er historien, der er i centrum, ikke teatret som form.

Vi starter med at møde den voksne datter Amal (Özlem Saglanmak) der lever sammen med den alkoholiserede far (Azad Khidir) og passer ham så godt, hun formår. Faderen lever i fortiden og minderne om det fjerne fædreland og den afdøde hustru. Han er på vej væk fra dette liv.

Sønnen Shawki (Dar Salim) har forladt hjem og traditioner, og bor sammen med dansk kæreste og parproblemer.

Der er ikke de store overraskelser eller ny viden i historien, men den er godt fortalt og rigtig godt spillet af de tre hovedroller.

Nye Stemmer. Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Instruktion Præmieperker: Frederik Arntzen Neergaard. Slotskarréen: Egill Palsson. Til 9. april.