12 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, lette byger, 1 °C

Venezuelas opposition er styret med en fjernbetjening

Venezuelas opposition er styret med en fjernbetjening

Torsdag, 23. september, 2010, 11:14:03

Oppositionen imod den folkevalgte præsident Hugo Chávez bliver fjernstyret og lønnet fra magtens korridorer i USA.

Venezuelas opposition er styret med en fjernbetjening
mariacorina2010.com
María Corina Machado (i midten) er oppositionens førende kandidat ved parlamentsvalget på søndag og talskvinde for organisationen Súmate, som har fået tusinder af dollars fra USA. I 2005 blev hun endda inviteret til et personligt møde med daværende præsident Bush.

af Andreas Bülow

Den venezuelanske opposition er ikke bare voldelig og højreorienteret – den er også styret med en fjernbetjening.

I Spanien findes der et gammelt ordsprog; »!Quien paga manda!« – »Den, der betaler, bestemmer!«.

Dette ordsprog er særdeles relevant, hvis vi vil forklare indhold og formål i de venezuelanske oppositionspartiers politiske udmeldinger.

I kapitel 2 forklarede vi, hvordan USA igennem fonde som USAID [1] og NED [2], støtter de lovlige oppositionspartier i Venezuela med tusindvis af dollars.

Denne støtte ophørte imidlertid ikke efter, at disse partier støttede det grundlovsstridige statskup i april 2002 eller den økonomiske sabotage i december samme år. Efter disse to fiaskoer, valgte USA at oprette et nyt »Kontor for overgangsinitiativer«. Dette foretagende skulle efterfølgende spille en central rolle i at kanalisere bidrag fra USAID, IRI [3] og NED til diverse oppositionspartier i Venezuela.

Súmate forgyldes
Civilorganisationen Súmate blev stiftet af folk omkring oppositionen i 2003. Fra starten var den med som en aktiv del af ledelsen af oppositionens nye koalition, Coordinadora Democrática.

Et af Súmates umiddelbare formål var at samle støtte for og organisere gennemførelsen af en folkeafstemning, der kunne afgøre et mistillidsvotum til Chávez.

Súmate modtog i september 2003 53.000 dollars fra NED.  En måned forinden havde den modtaget et bidrag på 84.840 dollars fra USAID, som skulle dække omkostninger over en periode på fire måneder, fra september til december 2003.

I 2004 gav NED ekstra 104.000 dollars til Súmate. Oveni det skal selvfølgelig lægges 300.000 dollars fra USA’s sundhedsministerium og andre pengebeløb, som vi desværre ikke kender til. Vi ved dog, at den økonomiske støtte til civilorganisationen samlet set rundede de tre millioner dollars fra 2004 til 2006.  

Til gengæld for disse bidrag beskæftigede Súmate sig, ifølge egne rapporter til NED, med uddannelsen af frivillige til kampagnerne for et mistillidsvotum og ved en »massemedie-strategi«, hvor folk opfordredes til at tage del i kampagnen.

På trods af de klækkelige summer blev folkeafstemningen den 15. august 2004 til endnu et ydmygende nederlag for den venezuelanske opposition.

Súmate i Det Hvide Hus
Dette hindrede dog ikke George W. Bush i at belønne Súmate for indsatsen ved at invitere civilorganisationens talskvinde María Corina Machado til en personlig samtale, som fandt sted den 31. maj 2005 i Det Hvide Hus.

Intet medlem af den nuværende venezuelanske regering, og da slet ikke præsident Chávez, er blevet inviteret til et møde i Det Hvide Hus, så Bush må have været særlig opsat på at møde Machado.

Efter mødet, som varede 50 minutter, fik Machado mulighed for at holde et pressemøde i baghaven til Det Hvide Hus, et område som normalt er forbeholdt præsidenten og de allerhøjest stående ministre og embedsmænd. Machado forklarede, at den amerikanske præsident havde udtrykt »stor interesse for civilsamfundets perspektiv på demokratiske værdier, især i Venezuela« .

Dikterer Chávez al politik?
Da Chávez i januar 2007 lavede en ministerrokade, greb den borgerlige presse fat i udnævnelsen af Adán Chavez (Hugo Chávez’ bror) til undervisningsminister, som et tegn på hans »diktatoriske og korrupte« tendenser.

De glemte at nævne, at Adán har været aktiv på venstrefløjen siden 1970’ere, blandt andet i MIR [4], og senere, i november 2008 blev han valgt med enormt folkeligt flertal til guvernørposten i delstaten Barinas.

Eftersom de derefter var ved at løbe tør for argumenter, vendte de sig mod den nye bemyndigelseslov, som gav Chávez ret til at styre gennem dekreter på visse områder i venezuelansk politik de næste 18 måneder.

Dette fremstillede de som en »konsolidering af diktaturet«. Bemyndigelseslove var et typisk tilbagevendende fænomen i venezuelansk politik og var blevet brugt af forskellige regeringer igennem årene til at implementere deres politik hurtigere.

Venstrefløjsgrupper  spreder fordomme
Igennem bemyndigelseslovene giver parlamentet præsidenten lov til at ændre lovgivningen per diktat i en vis tidsbegrænset periode for på den måde at undgå den langsomme parlamentariske proces.

Utroligt nok var der også grupper på venstrefløjen, der begyndte at sprede de samme fordomme om bemyndigelseslovene som de borgerlige. De opfordrede alle til at gå imod bemyndigelsesloven, med den begrundelse, at den var »udemokratisk«. Dette argument blev fulgt op med demagogiske taler om »demokrati fra neden« og så videre.

Denne opfattelse af demokrati er fuldstændigt idealistisk. Det vil sige, at det er demokrati taget ud af al materiel kontekst, fjernet fra tid, sted og bredere politiske udviklinger. Med en sådan tilgang kan enhver venstrefløjsaktivist – hvor oprigtig han eller hun end er – blive ledt til at fremføre ting, der rent faktisk hjælper borgerskabet i en given situation.

Bemyndigelsesloven i 2007 var ikke – som nogen desperat forsøger at påstå – noget nyt, ej heller var det en stor overraskelse. Det var ikke noget, Chávez pludselig hev ud af ærmet. Bemyndigelseslove er et meget almindeligt tiltag i Venezuela og er blevet brugt ved flere lejligheder af tidligere regeringer.

Chávez-regeringen brugte samme metode til at gennemføre 49 love i december 2001, som førte til, at det rasende borgerskab bevæbnede sig mod regeringen og forberedte det fejlslagne statskup i april 2002.

Mange har ført dekret-politik
Lad os med det samme stille et enkelt spørgsmål: Hvorfor protesterede den etablerede internationale presse ikke, da tidligere venezuelanske præsidenter fik tildelt samme magt gennem lignende bemyndigelseslove?

For eksempel, hvor var alle kritikerne, da Jamie Lusinchi (præsident for Venezuela 1983-1988) fik en lignende bemyndigelseslov vedtaget i parlamentet i juni 1984?

Og hvor blev deres protester af, da regeringen under Carlos Andrés Perés satte militæret ind for at slagte tusinder af uskyldige venezuelanere ved det mislykkede Caracazo-oprør i 1989?

Vi må være fuldstændigt klare på ét punkt: Borgerskabet og dets presse er overhovedet ikke interesseret i demokrati. Deres egen version af demokrati kan tydeligt ses i Irak, hvor de har kastet landet ud i elendighed, drab og brug af tortur mod fanger.

Det viser deres hykleri. De har ingen moralsk autoritet overhovedet til at diskutere demokrati i Venezuela. Deres interesser er krystalklare: De gør det kun for at så tvivl omkring den bolivariske regerings progressive natur og for at undgå det virkelige spørgsmål: nationaliseringerne, som de hader som pesten.

Det er nødvendigt, at se bemyndigelsesloven i dens konkrete kontekst og fra et klasseperspektiv. Som Chávez har påpeget, er hovedformålet med loven at tillade en række ekspropriationer og nationaliseringer af forskellige virksomheder og firmaer – særligt de, der er blevet privatiseret af tidligere regeringer.

Hvem gavner det?
Vi må stille spørgsmålet konkret: Vil dette være til gavn eller ej for de undertrykte masser i Venezuela? Vil det være et skridt frem for revolutionen? Vil det accelerere revolutionen mod socialisme?

For os kan der kun være ét svar: Vi er fuldstændigt for de radikale tiltag mod kapitalismen, som Chávez har annonceret. Vi støtter dem samtidig med, at vi argumenterer for, at processen radikaliseres yderligere, og at revolutionen udrydder kapitalismen én gang for alle.

Det er interessant også at tage debatten blandt de venezuelanske masser i betragtning. Hvad var almindelige venezuelanske arbejderes og unges holdning til den nye lov? I modsætning til de hysteriske angreb fra den internationale borgerlige presse modtog de venezuelanske masser den entusiastisk.

For dem drejede det brændende spørgsmål sig om at ændre samfundet, at ændre deres elendige leveforhold og at gøre sig til herre over samfundet.

De følte, at en lov, der gør denne proces hurtigere, er progressiv, og i den givne kontekst så de loven som et revolutionært tiltag, der udfordrede bureaukraterne i det gamle statsapparats jerngreb.

Arbejderen bringer her det  sidste uddrag af den nye  bog »Den venezuelanske revolution – øjenvidneberetning og analyse« udgivet af foreningen Hands Off Venezuela.

Arbejderen bragte første uddrag den 15. september og andet uddrag den 21. september.

23. sep. 2010 - 11:14   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik