12 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 1 °C

Folkestrejken 1943 – det startede i Esbjerg

Folkestrejken 1943 – det startede i Esbjerg

Torsdag, 26. august, 2010, 09:55:07

Da nogle lærlinge på maskinfabrikken Christola ville trække lidt frisk luft, blev de af tyske vagter gennet ind igen. Det spredtes som en løbeild på andre arbejdspladser…

Folkestrejken 1943 – det startede i Esbjerg
Arkiv
Sabotageaktionen mod fiskekassefabrikken på havnen i Esbjerg, 1943.

af Lars Ulrik Thomsen

Med enkelte hæderlige undtagelser fortier nutidens historikere den rolle, dansk arbejderbevægelse har spillet, blandt andet i modstandskampen under den nazistiske besættelse af Danmark.

Men som inspiration til nutidens kampe kan vi med fordel se på, hvordan dansk arbejderklasse tidligere rejste en bred folkelig bevægelse i forsvaret for sine interesser.

Her følger en beretning om de begivenhedsrige dage i august 1943, som blev starten på enden for samarbejdspolitikken.

Der er skrevet en del andre beretninger om disse bevægede dage i august 1943, da folkestrejken i Esbjerg brød ud. Nogle fremstiller begivenhederne som udtryk for en spontan utilfredshed med tyskernes brutale overfald på esbjergenserne efter sabotagen mod fiskepakhuset på havnen.

Andre tilkender det kommunistiske parti en vis rolle, men mener, at det handlede tøvende i de afgørende dage.

Kendsgerningerne er imidlertid, at folkestrejken var resultatet af et langsigtet og målrettet arbejde. Her spillede både internationale og nationale erfaringer en rolle for partiets politik.

Det begyndte med Kominterns 7. Verdenskongres i Moskva i 1935. Som tidligere nævnt besluttede man at lægge hovedvægten på at opbygge en enhedsfront blandt alle arbejdende, og senere udvikle den til en egentlig folkefront, hvor man ville knytte intellektuelle, mindre næringsdrivende og landbrugere til et forsvar for demokratiske og sociale rettigheder.

Forarbejdet
På DKP’s landspartikonference i Odense i 1938 formulerede partiet de principper, som skulle danne grundlaget for enheden, ud fra de traditioner, som vi har i Danmark.

Målet var at skabe en samling af alle demokratiske kræfter, skabe en front mod fascismen og at bremse den voksende krigsfare. På trods af tilbageslag og forfølgelser af  partiets medlemmer under besættelsen fulgte det nu illegale DKP konsekvent denne linje.

Man knyttede kontakter til borgerlige kredse gennem Frit Danmark og skabte det net af forbindelser, som skulle vise sig afgørende i augustdagene.

Man styrkede kontakterne på arbejdspladserne og i fagforeningerne og sørgede for regelmæssig information gennem den illegale presse.

Under folkestrejken i august 1943 i Esbjerg, blev byen isoleret fra omverdenen med tankspærringer. Inde i byens gader jagtede de tyske soldater, kaldet »lænkehundene«, byens borgere.

I DKP-Esbjergs blad »Vestjyden« er begivenhederne sammenfattet på følgende måde:

»Da nazisternes gefreiter Himmelstrup, fredag den 6.august kom til Esbjerg med sin gangsterbande, var enhver klar over, at nu ville der ske noget. Nævnte herres provokatoriske fremturen er jo kendt også her i byen.

Og formodningerne slog til. Allerede lørdag kom undtagelsestilstanden, og samtidig satte den tyske terror ind, så enhver, der ikke var klar over det nære samspil mellem Himmelstrup og nazisterne, nu fik en grundig anskuelsesundervisning…«

Men esbjergenserne lod sig ikke dette byde. Demonstrationerne mod terroren og undtagelsestilstanden lørdag aften belærte med al ønskelig tydelighed magthaverne om, hvorledes befolkningen så på disse overgreb. Skærpelsen, der trådte i kraft søndag, havde kun til følge, at modstandsfronten smededes endnu fastere sammen.

Noget som historikere og andre, der har beskrevet folkestrejken, har glemt, er sammenhængen med erfaringerne fra sømandsstrejken i 1934.

Under denne strejke appellerede DKP om enhed mellem kommunister og socialdemokrater for at skabe bred opbakning om søfolkenes strejke. Det var først, da arbejdspladserne havde vist vejen, at socialdemokratiske ledere vendte sig imod politibrutaliteten.

Socialdemokratiet
Det var lykkedes at skabe denne enhed i 1934, men nu gjorde Socialdemokratiet alt for at fastholde samarbejdet med besættelsesmagten. Det modarbejdede protesterne og brugte konstitueret politimester Halsteen som spydspids for at inddæmme konflikten.

Om mandagen, da de første strejker brød ud hos smedene, henvendte bestyrelsesmedlem i DS&MF, Viggo Petersen sig til formanden for Arbejderne Fællesorganisation, Robert Larsen og opfordrede ham til at indkalde til et arbejdermøde samme dag for at diskutere modforholdsregler over for tyskernes overgreb.

Da Robert Larsen afviste forslaget, valgte smedene selv at indkalde til møde samme dag for at drøfte situationen. Herfra formulerede man kravene til den tyske kommandant Steckelberg om, at undtagelsestilstanden skulle ophæves, og de tyske tropper trækkes tilbage til kasernerne.

Tirsdag skærpedes situationen yderligere på byens arbejdspladser. Da nogle lærlinge på maskinfabrikken Christola ville trække lidt frisk luft, blev de af tyske vagter gennet ind igen.

Det spredtes som en løbeild på andre arbejdspladser, og der indkaldtes til nyt møde blandt smedene med krav om et mere omfattende svar på tyskernes provokationer.

Samme aften samledes på Palads Hotel mere end 2000 arbejdere, og der var bred enighed om at iværksætte generalstrejke i byen. Blandt de talere, som især var med til at præge stemningen, var Martin Hermansen og Arthur Sørensen. I en løbeseddel som blev uddelt onsdag morgen hedder det:

»Til byens arbejdere

En tusindtallig arbejderforsamling, som har været samlet på Paladshotellet tirsdag den 10/8 1943, har enstemmigt vedtaget at nedlægge arbejdet som protest imod de indførte ekstraordinære forhold i Esbjerg og opfordrer alle tjenestemænd og arbejdere på samtlige virksomheder at følge denne beslutning. Vand, gas, lys og sygehuset undtaget.«

Onsdag morgen kørte politiets højttalervogne rundt i byen med en appel fra Arbejdernes Fællesorganisation, der havde holdt repræsentantskabsmøde tirsdag, om at genoptage arbejdet.

Sejren
Men appellen fra mødet på Palads Hotel havde større vægt, og ikke kun arbejdere, men også tjenestemænd og de handlende tilsluttede sig strejken.

Nu kom der bevægelse i de stivnede fronter, og man var fra regeringens og tyskernes side parate til at give indrømmelser.

På et nyt møde på Palads Hotel onsdag aften samledes en tusindtallig skare, hvoraf mange måtte stå uden for, og viceborgmester Jespersen forelagde resultatet.

Med løftet om, at undtagelsestilstanden var ophævet med øjeblikkelig virkning, var der blandt mødets deltagere enighed om, at kravene var indfriet, og man besluttede at genoptage arbejdet torsdag morgen.

Fredag aften mødtes DKP’s byledelse med Holger Vivike for at diskutere forløbet af strejken. Glæden og stoltheden kommer til udtryk i et brev, som en af mødets deltagere, Axel Andersen skrev til sin søster:

»En stor sejr, efter min mening den største sejr, danske arbejdere har vundet gennem flere år… Alle er stolte, vi har sejret over Værnemagten, og arbejderne har fået deres selvtillid tilbage; det lover godt for fremtiden.«

DKP’s rolle
Det tjener ikke noget formål at give et ensidigt eller forherligende billede af DKP’s rolle under konflikten.

Der var forskellige opfattelser inden for partiets ledelse om, hvorvidt man kunne opnå et heldigt udfald af strejken. Da konflikten brød ud mandag, skete det på en af byens maskinfabrikker, Christola. Derfor kom maskinarbejder Viggo Petersen til at spille en central rolle, blandt andet i forhandlingerne med Robert Larsen og byens politimester.

Han var byrådsmedlem for »Uafhængig Arbejder- og Tjenestemands Liste«. Han var samtidig et af de toneangivende medlemmer af DS&MFs bestyrelse, idet han efter Laurids Rosendahls internering, blev konstitueret som formand.

Det var han, indtil De Samvirkende Fagforbunds cirkulære i 1941 forbød kommunister at indtage tillidshverv på arbejdspladser eller i fagforeninger.

Mellem Viggo Petersen og den nye formand hos smedene, socialdemokraten Jens Laue-Andersen, var der et tillidsfuldt forhold. Deres overvejelser mandag har sikkert gået på, at det gjaldt om, at smedene ikke kom til at stå isolerede over for besættelsesmagten, idet der ikke var tale om en normal faglig konflikt, men om en politisk strejke.

Med til billedet hører også den tyske kommandants trusler om at tage to arbejdere ud fra hvert værksted og skyde dem. Da Robert Larsen mandag afviste at bakke op om konflikten, vurderede Viggo Petersen, at det var halsløs gerning, at smedene skulle fortsætte strejken alene. Han opfordrede derfor sammen med Laue-Andersen til, at arbejdet blev genoptaget om tirsdagen.

Denne opfattelse deltes ikke af sekretær i DKP’s byledelsen Halvor Thomassen og lederen af sabotagen Hans Peder Poulsen. De ønskede – med henvisning til et cirkulære fra centralkomitéen – at udnytte de muligheder, der var, for at starte en strejkebevægelse mod besættelsesmagten.

En folkefront
Det blev udslagsgivende for det videre forløb. Tirsdag morgen cyklede Halvor Thomassen rundt til byens arbejdspladser. Han fik også kontakt til nogle af de arbejdere, der var beskæftiget med bygningen af tyske fæstningsværker langs den jyske vestkyst.

For eksempel vendte Fanø-færgen om med de arbejdere, der var på vej til de militære anlæg på øen.

Da strejken på Christola i løbet af formiddagen igen brød ud og bredte sig til andre jern- og metalindustrier, handlede Viggo Petersen og Jens Laue-Andersen hurtigt og konsekvent. De fik trykt en løbeseddel, der indkaldte til nyt møde for smedene samme dag:

»Til samtlige smede i Esbjerg.

Det tilsagn, der blev givet smedene, holdt ikke stik. Fællesorganisationen nægtede imod vor forventning at lede arbejdernes protestaktion. Generalstrejken må nu være en kendsgerning.

Smedene afholder møde i eftermiddag kl. 14 på Afholdshotellet Skolegade 37. Gyldig legimitation må forevises. Strejkeledelsen.«

Det var det, der førte til det første store møde på Palads Hotel, hvor den store arbejderforsamling besluttede at opfordre til strejke i hele Esbjerg, Danmarks første folkestrejke. Samme aften inden spærretiden afholdt DKP byledelsesmøde.

Her deltog Halvor Thomassen, Milter Jensen, Gad Lauersen, Aksel Andersen, Martin Hermansen og Peder Jensen. Her diskuterede man de forskellige holdninger til strejken og konkluderede, at det var vigtigt at skabe opbakning i andre byer, blandet andet Århus og Odense.

Et andet sted i byen holdt Frit Danmark møde, hvor man besluttede at udsende en løbeseddel til byens borgere. Heri hedder det blandt andet:

»Når arbejderne i så stort omfang har vedtaget at gå i strejke, må dette ses som en national tilkendegivelse, der er et værdigt svar på den senere tids – af tysk militær forårsagede – urotilstand…

Frit Danmark opfordrer herved hele Esbjergs befolkning til at se den etablerede strejke som en national indsats mod tyskerne og til at yde de strejkende al mulig hjælp.«

Sammenfattende må man sige, at der trods modsætninger inden for DKP i Esbjerg var en klar vilje hos partiets ledelse til at give strejken den slagkraft, som kunne tvinge besættelsesmagten på tilbagetog.

Når først man havde givet arbejderklassen tillid til sin egen styrke, ville det give udgangspunkt for nye og mere omfattende aktioner.

Det kom til at holde stik, idet folkestrejken bredte sig til andre dele af landet og samlet førte til regeringens opgivelse af samarbejdspolitikken den 29. august – én af de store dage i nyere dansk historie.

Bygger på tidligere artikel i Folkets træ – kampens træ, Knuths Forlag 1998.

26. aug. 2010 - 09:55   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik