19 Jan 2017  

KBH: Overskyet, dis, 3 °C

Vestens rovfiskeri og giftdumping i somalisk farvand

Vestens rovfiskeri og giftdumping i somalisk farvand

Tirsdag, 22. juni, 2010, 10:35:20

Somalias sag er blevet bakket op af fn’s miljøprogram, der i 2005 påviste, at organiseret dumping af giftaffald Har fundet sted siden begyndelsen af 1990’erne.

Vestens rovfiskeri og giftdumping i somalisk farvand
Siegfried Modola/IRIN
Mens vestligt militær sættes ind for at forsvare shippingindustriens sejlads igennem Adenbugten, bliver somaliske fiskeressourcer plyndret af europæiske supertrawlere samtidig med, at kemisk og radioaktivt affald dumpes i somalisk farvand. Her en gade i ruiner ned til havet i hovedstaden Mogadishus.

af Mads Christian Barbesgaard, medlem af forretningsudvalget og Fiskerigruppen, og Kat Skeie, medlem af Fiskerigruppen i Afrika Kontakt

Den vestlige verden fordømmer og bekæmper somaliske pirater, men den ensidige forståelse af pirateriet og de militære løsninger er i sig selv en væsentlig del af problemet.

Alt imens vestligt militær sættes ind for at forsvare shippingindustriens sejlads igennem Adenbugten, bliver somaliske fiskeressourcer plyndret af europæiske supertrawlere samtidig med, at kemisk og radioaktivt affald dumpes i somalisk farvand.

Den stigende sikkerhedsgørelse af problemet er kortsigtet og kommer slet ikke de underliggende problemer til livs: Op imod tre millioner somaliere er i dag afhængige af fødevarebistand fra FN.

De somaliske pirater mangler alternativer til det risikofyldte, men indbringende pirateri, og den fragmenterede somaliske stat kan intet stille op overfor de vestlige landes destruktive adfærd i somalisk farvand.

Hvis pirateriet skal bringes til ophør, skal situationen i Somalia anerkendes i sin helhed af de involverede stater og FN-organisationerne. Ensidig fokus på at løse piratproblemet gennem militære løsninger er blot med til at forværre situationen.

Somalias historie er præget af væbnede konflikter og borgerkrig, hvis rødder til dels kan findes i den politiske arv fra britiske og italienske kolonimagter, og til dels i de mange skiftende regeringer siden general Siad Barre’s fald i 1991.

Konflikter er opstået imellem klanbaserede, nationalcentralistiske eller føderalistiske regeringer, islamistiske eller anti-islamistiske ideologier, og som følge af konflikter med nabolandene.

Resultatet er et meget fragmenteret politisk landskab, som mildest talt har gjort det svært at bevare en national loyalitetsfølelse hos befolkningen. For eksempel har regionen Puntland ønsket selvstyre, og Somaliland har været selverklæret selvstændig stat siden 1991, dog uden national eller international anerkendelse.

På grund af interessekonflikter og modsatrettede dagsordener har Somalias centralregering ikke været i stand til at samle landet i én nation, og Somalia har således indtaget en kedelig førsteplads på listen over »fejlslagne stater« i de sidste to år.

Udenlandsk pirateri
Siden Siad Barre’s militærregime kollapsede i 1991, har der – med undtagelse af den islamistiske koalitionsregerings korte regeringsperiode i 2006 – ikke eksisteret nogen statslige institutioner, der har kunnet varetage forvaltningen af Somalias resurserige havområder.

Uden et effektivt regeringsapparat er området blevet et veritabelt slaraffenland for udøvere af illegalt og ureguleret fiskeri, samt for mafialignende organisationer, der specialiserer sig i at skaffe sundhedsskadeligt affald af vejen for industrivirksomheder i Vesten.

De utallige skiftende regeringer i Somalia har igennem mange år appelleret til det internationale samfund om hjælp, men uden resultat.

Allerede i 1991 anmodede regeringsfraktionen Somali Salvation Democratic Front udenlandske fiskeriselskaber om at holde sig fra somalisk farvand, og året efter blev den italienske udenrigsminister bedt om at sætte en stopper for de ulovlige italienske fiskeriaktiviteter.

I 1995 henvendte en samling af politiske organisationer og ngo’er sig til FN’s generalsekretær med en beskrivelse af det omfattende illegale og uregulerede fiskeri og giftdumping og opfordrede FN til at intervenere.

I perioden fra 1998 til 2006 fordømte somaliske ledere og ministre jævnligt de ulovlige aktiviteter, der foregik i Somalisk farvand, overfor det internationale samfund.

Somalias sag er blevet bakket op af FN’s miljøprogram, der i 2005 påviste, at organiseret dumping af giftaffald har fundet sted siden begyndelsen af 1990’erne gennem kontrakter mellem schweiziske og italienske firmaer og en somalisk klanleder.

Ydermere  advarede FN så sent som i 2008 om det vedholdende illegale fiskeri og dumping af gift i somalisk farvand. Dokumentation for Vestens medansvar er der altså nok af.

I 2005 kunne High Seas Task Force – et internationalt organ ledet af ministre fra seks lande, herunder England – dokumentere, at intet mindre end omkring 800 fiskefartøjer på dagsbasis fiskede ulovligt i somalisk farvand.

Samfundsøkonomiske konsekvenser
Den samlede værdi af det ulovlige fiskeri anslås til omkring 2,5 milliarder kroner om året. Det svarer til mere end halvdelen af den samlede globale bistand til Somalia – der altså bliver stjålet af udenlandske fiskere!

Omfanget taget i betragtning er det ikke overraskende, at det illegale fiskeri har voldsomme negative konsekvenser for de somaliske kystsamfund.

Ikke nok med at Somalia mister milliardindtægter, det omfattende ulovlige fiskeri underminerer også eksistensgrundlaget og fødevaresikkerheden i landets kystsamfund.

De somaliske kystfiskere er afhængige af fiskeriet for at kunne overleve, og det internationale overfiskeri i somalisk farvand tager maden ud af munden på mange familier.

De første kapringer af udenlandske fartøjer blev udført af fiskere fra de somaliske kystsamfund, der i desperation og afmagt over den manglende nationale og internationale hjælp tog beskyttelsen af Somalias farvande i egne hænder.

De somaliske fiskere ønskede at sikre deres retmæssige ejerskab af fiskeresurserne. De kom derfor til at fungere som en slags miljøforkæmpere, der beskyttede de lokale naturresurser mod udenlandske overgreb  – nøjagtigt ligesom Islands kystvagt i torskekrigene mod England i 1960’erne og 1970’erne.

Op igennem 1990’erne og de første år af det ny årtusind blev der kapret relativt få fiskefartøjer, men omkring 2005 skete der en markant udvikling.

Piraterne krævede betydeligt mere i løsepenge, og på relativt kort tid blev de selvbestaltede kystvagter erstattet af opportunister, som hverken var fiskere eller bekymrede sig synderligt om fiskebestande og havmiljø.

Antallet af kapringer steg dramatisk fra omkring 15 i 2004 til 120 i 2008, hvor den samlede løsesum oversteg 450 millioner kroner.

Ingen militære løsninger
I jagten på de mange penge tilbringer piraterne ofte mange måneder på havet, og selvom de har investeret i nye og mere robuste både, er det ofte med livet som indsats.

Selvom disse pirater naturligvis er at betragte som forbrydere, så afspejler deres adfærd også den desperation og mangel på alternativer, som præger landet i det hele taget.

Selvom det altså efterhånden er så som så med piraternes bevidste hensynstagen til samfundets ve og vel, så er der alligevel god grund til at se på de positive konsekvenser af deres tilstedeværelse:

Som følge af pirateriet er antallet af udenlandske fiskefartøjer i somalisk farvand nemlig reduceret markant. Selv ud for Kenyas kyst, hvor somaliske pirater også opererer, er de udenlandske fartøjer forsvundet, og som følge heraf er fiskebestandene nu i fremgang.

I Kenya er det blevet dokumenteret, at de lokale fiskere i dag fanger op til 50 gange så mange fisk som for blot få år siden som en direkte konsekvens af piraternes tilstedeværelse.

Det har på ny sat gang i den sociale og økonomiske udvikling i kystsamfundene og er et tydeligt bevis på de mange udenlandske fiskefartøjers katastrofale indvirkning på lokale økonomier.

Ingen militær løsning

Vil vi pirateriet til livs på lang sigt, så nytter det ikke at opretholde det enøjede fokus på militære løsninger. Krigsskibe i området er kun med til at eskalere en konflikt, der grundlæggende ikke kan løses militært.

Løsningen skal findes i at sætte en stopper for illegalt og ureguleret fiskeri i Somalias farvand, hvilket Danmark som EU-land har et medansvar for.

Samtidig skal vi støtte det somaliske civilsamfund i at skabe alternative leveveje for de mange somaliere, der direkte eller indirekte får deres livsgrundlag ødelagt af det ulovlige overfiskeri.

Så længe store dele af Somalias befolkning oplever det internationale samfund mere som røvere og tyranner end som allierede, så vil unge, desperate mænd fortsat se sig nødsagede til at drage til havs.

22. jun. 2010 - 10:35   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik