Vi vil have jord at dyrke

Da 37-årige Siviwe Mdoda en dag gik ned til den lokale købmandshandel i sit kvarter i Cape Town i Sydafrika mødte han to unge hvide kvinder med to trækvogne med otte enorme sække dyr hundemad.

De rige kvinder var på vej hjem med maden til deres hunde på en farm i nærheden.

Siviwe var selv lige kommet fra et besøg på landet, hvor tusinder af sorte bønder og jordløse sulter. De klarer sig for én eller to dollars om dagen – det svarer til mellem  seks og ti kroner.

– Jeg spurgte nysgerrigt butiksekspedienten, hvor mange penge der var for på de to vogne, og svaret var 2000 rands (1600 danske kroner red.)

– Jeg blev vred. Folk sultede jo, mens de gav deres hunde mad, fortæller Siviwe Mdoda og ryster på hovedet.

Beløbet svarer til to månedslønninger for landarbejdere, der er så heldige at have arbejde på de store kommercielle landbrug eller plantager, der oftes er ejet af hvide.

Landarbejderne i Cape-provinsen sørger for, at vindruer og frugter bliver til vin og konserves, som sælges over hele verden.

Rige og fattige
Siviwe Mdoda er på besøg på Arbejderen i København. Han læner sig tilbage i stolen.

Sammen med småbonden Henry Michaels fortæller han om forholdene i hjemlandet Sydafrika, der netop nu er i mediernes fokus på grund af VM i fodbold.

Begge kommer fra den sydafrikanske græsrodsorganisation Trust for Community Outreach and Education (TCOE), der arbejder for at bevidstgøre fattige bønder og jordløse om deres rettigheder i den vestlige Cape-provins.

– Gennemsnitslønnen for en landarbejder, der er heldig at have job, ligger på 1250 rands om måneden. De knokler under kummerlige forhold, forklarer Siviwe Mdoda.

En rig, hvid familie ejer halvdelen af Cape-distriktets frodige jord, skyder Henry Michaels hurtigt ind. Selv  ejer han et lille stykke jord, hvor han opdrætter kvæg.

– De rige familier ejer også de industrier, der laver vindruerne og frugten om til færdige varer. De ejer også forretningerne, varerne skal sælges i, fortsætter Siviwe Mdoda.

Henry Michaels mener, at de riges forbrug er steget siden apartheid blev afskaffet for 16 år siden.

– De kører i de nyeste, dyre biler. Der er ingen krise at spore hér, siger bonden fra Overburg ved Berrydale i Western Cape, der er gift og har fire børn.

75 procent uden job
Selv fortæller han om armod i landarbejderdistriktet, som han kommer fra.

– Vi lider. Seks måneder om året arbejder de fleste sorte på de rige farme, når høsten skal i hus, eller der skal plantes. Det følger sæsonen. Når der så ikke er mere arbejde, tager de hjem til slumkvartererne i byerne, hvor der i forvejen er 70-75 procents arbejdsløshed, fortæller Henry Michaels nøgternt.

Regeringen udbetaler ingen arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, men dét, der svarer til 800 kroner om måneden til pensionister eller 200 kroner til småbørnsfamilier.

– Hvordan skal man overleve på dét? Folk dør af sult. Bliver du syg, er du også på den. I min by er der for eksempel ingen læge, fortsætter Henry Michaels.

Men er der ikke sket fremskridt efter at Mandela kom ud af fængslet i 1990 og apartheid blev afskaffet?

Henry Michaels retter sig op.

– Da Mandela kom ud af fængslet, var der store håb om et bedre liv. Men 16 år efter lever apartheid videre under andre former. Vi har økonomisk apartheid, fordi gabet mellem rig og fattig er blevet større. Lovene, som den demokratiske regering bliver vedtaget for at tjene de rige på de fattiges bekostning, siger han.

Vore ledere svigtede
Selv meldte Henry Michaels  sig for en del år siden ind i regeringspartiet ANC, men har forladt partiet i skuffelse.

Siviwe Mdoda bryder ind med en tør konstatering.

– Vores frihedskæmpere har nu optaget borgerlige værdier og livsstil ved at gøre sig rige på de fattiges bekostning. Men for os gjaldt kampen mod apartheid om at ændre befolkningens liv, bort fra fattigdommen. Nu er det kun farven på undertrykkelsen, der har ændret sig. Fra hvid -sort til sort-sort, siger Siviwe Mdoda

Selv blev han i 1980’erne tilknyttet den såkaldte Black Consciousness-bevægelse – en bevægelse for at fremme sortes bevidsthed og selvbevidsthed – som blev startet af Steve Biko.

Landreform nu
Både Siviwe Mdoda og Henry Michaels er dybt skuffede over, at ANC’s løfte om en jordreform er strandet fuldstændig.

– Der er kun distribueret 4,5 procent af jorden ud til sorte bønder. Regeringen annoncerede ellers, at målet var  30 procent i år 2014. Regeringen har nu rykket målet frem til 2025, forklarer Henry Michaels.

Han mener, at oprettelsen af afdelingen for jordreformer under landbrugsministeriet i 2009 var det rene bluff.

– Det var lige op til valget, og vi var meget spændte på det. Ville der ske noget nu? Men det var blot et politisk kort, som blev spillet for at få folk til at stemme på ANC, siger Henry Michaels.

Siviwe Mdoda tager ordet efter at have rømmet sig.

– Jo, der har været fremskridt, som apartheidtiden aldrig nåede. Men på spørgsmålet om landreform har regeringen fejlet. Den har ingen politisk vilje, og laver blot love, der styrker landejerklassen, siger han.

Nyt Zimbabwe?
Er Sydafrika på vej mod de samme forhold som i nabolandet Zimbabwe, hvor jordløse bønder har invaderet de rige hvide farmeres jorde og overtaget dem?

Siviwe Mdoda tænker sig grundigt om, før han svarer.

– Nej, det bliver ikke et nyt Zimbabwe. Forskellen er, at i Zimbabwe støtter regeringen de fattige bønders overtagelse af de hvides farme. Hos os støtter regeringen landejerklassen, siger han.

Han tilføjer, at en bevægelse for en landreform meget vel kan skyde frem på landet   med krav om jord til dem, der dyrker den.

– Vi har set besættelser af huse i slumområder i byerne med krav om, at myndighederne forsyner dem med el og vand. Jeg tror, initiativerne vil sprede sig ud på landet, for der er et umætteligt behov for mad og jord dér. Men befolkningen på landet er vant til undertrykkelse gennem århundreder, så bevidstheden er ikke så høj, siger Siviwe Mdoda.

Henry Michaels slutter ivrigt af.

– Vores bevægelse for en jordreform må starte med at kræve de stykker af jord, som staten ejer, og som ligger brak. Der er nok at tage fat på, siger han og smiler.