Tilmeld dig vores RSS feed
– Oooog de nominerede er... Finansordfører Frank Aaen uddelte i bedste Oscar-stil prisen som årets multinasser til oliegiganten Q8 på Enhedslistens årsmøde fredag. | Foto: Loke Loft
Multinasserne

Enhedslisten sætter med kampagnen Multinasserne spot på de multinationale selskaber, der omsætter for milliarder i Danmark, men alligevel ikke betaler skat. Læs mere på www.multinasserne.dk.

- Annonce -

Aaen kårer Q8

Q8 løb med prisen som årets multinasser på Enhedslistens årsmøde, skarpt forfulgt af Nestlé og Kraft Foods. Oliegiganten har ikke betalt skat i Danmark siden 1983.

– Oooog de nominerede er..

Der er ikke meget glamour over Franks Aaens jeans og grå sweatshirt, da han griber mikrofonen på Enhedslistens årsmøde for at præsentere de nominerede i danmarksmesterskabet i multinasseri.

Men de potentielle vindere i den selvopfundne konkurrence ligger i multimilliardærklassen: Nestlés, Kraft Foods og Q8's logoer toner frem på en storskærm, mens Frank Aaen forklarer:

– Det har været svært at vælge mellem de mange multinationale firmaer, der ikke betaler den skat, de bør. Kraft har ikke betalt skat siden 1994 og Nestlé har kun betalt en enkelt gang, i 1996. Men efter nøje overvejelser er vi alligevel kommet frem til, at det er Q8, der løber med prisen som årets multinasser!

Oliegiganten har kvalificeret sig ved ikke at have betalt skat siden selskabet slog sig ned i Danmark i 1983.

– De har simpelt hen aldrig betalt en krone i skat i 27 år, siger Frank Aaen til højlydt piften fra de godt 300 delegerede i Korsgadehallen på Nørrebro.

Mens de multinationale er nærrige med skatten, er Enhedslisten mere rundhåndet: For ikke at skuffe nogen, har Frank Aaen også taget en specialpris med til Nestlé.

– Den får de for ikke blot at nasse på skattesystemet, men også at lukke danske arbejdspladser. Nestlé har lukket virksomheder i Randers, Valby, Århus, Odense, Glostrup, Hjørring, Nakskov og senest Esbjerg, hvor der nu ikke bliver produceret Hjem-is mere. Den eneste grund til, at Nestlé er holdt op med at lukke virksomheder i Danmark er, at de ikke har flere. Derfor vil vi gerne med specialprisen sige: Tak for kaffe, understreger Frank Aaen med et glimt i øjet.

Mere alvorlig er den finansieringsplan, Enhedslistens årsmøde skal diskutere lørdag. Her har hovedbestyrelsen blandt andet fremsat forslag om beskatning af de multinationale selskaber, tilbagerulning af de rigestes skattelettelser, skat på spekulation og højere selskabsskat.

Årsmødets første dag brugte Enhedslisten blandt andet også på at vedtage to velfærdsudtalelser om kommuner og regioner og tage hul på den vigtige debat om Enhedslistens forhold til en mulig kommende S-SF-regering.

Relaterede artikler