21 Oct 2017  

KBH: Overskyet, dis, 12 °C

Gammel antikommunisme på nye flasker

Gammel antikommunisme på nye flasker

Torsdag, 18. marts, 2010, 00:00:00

De tre forfattere gentager i bogen om PET en række alvorlige beskyldninger imod danske venstrefløjsfolk, oftest udelukkende baseret på PET`s arkiver. Problemet bliver ikke mindre af, at forfatterne har gentaget en række faktuelle fejl, hvilket grunder i den ukritiske brug af PET`s arkiv

af Chris Holmsted Larsen
Selvom der er gået 20 år siden Berlinmuren faldt, så er interessen for den kolde krig ikke blevet mindre, snarere tværtimod.
De mellemliggende år har budt på en uskøn politisk kavalkade af bøger, debatindlæg og udsendelser, hvor en spydspids af borgerlige kommentatorer, debattører, forfattere og historikere over en bred front har angrebet venstrefløjen og i særdeleshed kommunisterne for deres rolle under den kolde krig.
Danmark er i tilgift blevet belemret med en borgerlig regering, der gavmildt har finansieret denne 'kulturkamp' imod venstrefløjen. Kulsorte personligheder som Lars Hedegaard og Bent Jensen har nydt godt af disse penge og leveret varen i form af hadske og fordrejede angreb på alt, hvad der ligger til venstre for det Konservative Folkeparti.
Alt dette har velsagtens været ganske forudsigeligt og dybest set uinteressant.

Kommission nøje udvalgt
Omvendt havde de fleste nok forventet et lidt mere seriøst stykke arbejde, da PET-kommissionen (PET: Politiets Efterretnings Tjeneste) i 2009, efter ti lange år og mere end 70 millioner kroner af skatteydernes penge, barslede med en diger beretning på 4600 sider.
Kommissionens medlemmer, der skulle undersøge PET`s lyssky aktiviteter i forhold til venstrefløjen under den kolde krig, var imidlertid politisk nøje udvalgt for at sikre, at undersøgelsen ville udvise den fornødne respekt overfor PET og mangel på selvsamme i forhold til venstrefløjen.
Det er derfor sådan set heller ikke specielt overraskende, at PET slutteligt helt og aldeles blev frikendt, og kommunisterne endnu engang har måttet se sig trukket igennem sølet i en undersøgelse, der hverken var historisk retvisende eller objektiv. Hvis læseren ikke er bekendt med Anton Nielsens kritik af PET-Kommissionen (Arbejderen den 8. december 2009), så skal det hermed anbefales at læse denne.
Selvom PET-kommissionen, på trods af ihærdige forsøg herpå, ikke har kunnet skjule omfanget af PET`s udemokratiske virke under den kolde krig, så er det nok alligevel de færreste, der har haft tid eller lyst til at bevæge sig igennem de mange tusinde sider, der oftest loyalt og ukritisk læner sig op ad PET`s koldkrigeriske verdenssyn. Dette er kommissionsmedlemmerne vel næppe heller utilfreds med, da det er en effektiv sikring imod kritik.

Ingen revision af fejl
Derfor var det da også umiddelbart en god nyhed, da de tre kommissionsforskere Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg ved udgangen af 2009 udsendte en `light` version af beretningen under titlen PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror.
Selvom motivet for udgivelsen nok nærmere skal findes i klingende mønt end historisk redelighed, så blev bogen alligevel af undertegnede anmelder læst med interesse, da man jo altid kunne håbe på en revision af nogle af de mange fejl, der præger kommissionsberetningen - eller måske havde forfatterne endda vovet en kritik af PET, nu hvor forpligtigelserne overfor arbejdsgiverne ikke gjaldt mere?
Desværre skuffer bogen på begge områder. Mest af alt virker bogen som et forsøg på at trække de mest spektakulære dele af beretningen ud og koge et bogsalg op på dette.
Følgelig er bogen inddelt i en række afsnit, der hver især beskriver bestemte historiske begivenheder relateret til PET`s overvågning og infiltration af venstrefløjen og slagsmål med de østlige efterretningstjenester.
I afsnittet om perioden efter besættelsen gøres der således ikke meget ud af politiets samarbejde med Gestapo før 1945, hvilket ellers på mange områder var forudsætningen for opbygningen af efterkrigstidens antikommunistiske PET.

Erfaringer fra Chile
Til gengæld gøres der meget ud af, hvor underbemandet tjenesten var, og naturligvis illustreres 'truslen' fra kommunisterne forbilledligt.
Man fornemmer dog hele tiden, at et spadestik dybere ligger der mere dystre historier gemt. For eksempel kan man læse hvordan REA (Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, blev ved årsskiftet 1950-51 omdannet til PET) i 1948, godt hjulpet af erfaringerne fra samarbejdet med Gestapo, på livet løs registrerede enhver, der kunne mistænkes for kommunistiske sympatier - dog igen uden at forfatterne forsøger at sætte dette ind i en større sammenhæng.
I slutningen af 1950`erne var politiets Afdeling E, en af forgængerne til PET, nået et skridt videre med overvågningen af de københavnske kommunister. Dette betød, at Københavns Politi i en 'krisesituation', med hjælp fra Hjemmeværnet, skulle anholde over 1000 navngivne kommunister og internerer disse.
Hvis man kender lidt til historien om Pinochets kup i Chile, i 1973, så kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, hvorledes dette ville havde forløbet, når kampklædt politi og skydegale hjemmeværnsfolk var begyndt at sparke døre ind på Nørrebro og Vesterbro.

Protester mod Vietnamkrig
I løbet af 1960`erne, hvor ungdomsoprøret slog igennem, skiftede PET nødtvunget noget af opmærksomheden fra kommunisterne til SF, VS, SAP og tidens mange andre nye partier og grupperinger. Det betød nye omfattende registreringer og krænkelser af kendte og mindre kendte venstrefløjsfolk over en bred kam.
Protesterne imod den amerikanske krig i Vietnam fulgtes nøje af PET, hvis medarbejdere løbende rapporterer om dommedagsscenarier i form af planlagte bombeanslag og nedbrændinger af den amerikanske ambassade.
Dette var naturligvis uden hold i virkeligheden, men det gav PET den nødvendige politiske rygdækning i form af øgede ressourcer og politisk afvisningen af øget indsigt i tjenestens lyssky arbejde.
PET`s grundholdning var, ifølge de tre forfattere, at: 'Det rationale, der lå til grund for PET`s registrering af DKP`ere, var fortsat. At statens sikkerhed burde veje tungere end dansk statsborgeres rettigheder'.
Dermed var man som kommunist, eller blot mistænkt herfor, undtaget for ens grundlovssikrede rettigheder, hvilket de tre forfattere dog ikke finder grund til at kritiserer. Tværtimod gøres der mange krumspring for at relativisere og forklare, hvorfor PET nu konstant var 'nødt' til at føre Folketinget og befolkningen bag lyset.

Gentager PET`s beskyldninger
Ligesom i kommissionsberetningen gentager de tre forfattere en række alvorlige beskyldninger imod danske venstrefløjsfolk, oftest udelukkende baseret på PET`s arkiver.
Dette forhold findes der mange gode grunde til at forholde sig kritisk til - ikke mindst for de mennesker eller deres familier, som står uden reel mulighed for at tilbagevise PET`s beskyldninger.
Problemet bliver ikke mindre af, at forfatterne har gentaget en række faktuelle fejl, hvilket grunder i den ukritiske brug af PET`s arkiv. For eksempel blev den ledende vietnamaktivist Otto Sand ikke medlem af DKP i 1952, som forfatterne angiver, men i 1935.
Forfatternes forsøg på at relativere og bortforklare PET`s antidemokratiske virke, og ansvaret for dette hos toneangivende socialdemokratiske og borgerlige politikere, fornemmer man igennem hele bogen, men først i sidste halvdel bliver læseren endegyldigt bekræftet heri.
Således fremhæves det, at: 'det er lige så vigtigt, at politikerne ikke lader sig drive af folkestemninger, men træffer de beslutninger, som de er overbeviste om, er de rigtige for Danmark'. Man må dermed formode, at forfatterne mener, at det er i orden, at politikerne de facto sætter folkestyret og Grundloven ud af spil? Så længe det blot 'tjener nationens interesse'.
At indeværende anmelder ikke er enig heri, er vel næppe nogen overraskelse. PET`s misinformation af tjenestens eneste kontrolorgan, Wambergudvalget, var almindelig praksis i både 1960`erne og 1970`erne, hvor PET i mindst 20 tilfælde vildledte udvalget.
Igen får man en grim fornemmelse af, at forfatterne kun har fat i toppen af isbjerget. Om denne praksis nu også stoppede engang i 1970`erne, som en af PET`s tidligere chefer har hævdet, det er der nok god grund til at tvivle på.

Forfatterne køber PET`s forestillinger
I 1980`erne fokuserer bogen blandt andet på PET`s hvervning og indsættelse af Anders Nørgaard som stikker i først SAP og siden BZ-bevægelsen.
Anders Nørgaards egen afsløring af dette forhold er i sig selv en både spændende og tragisk historie, der endte med hans eget selvmord før kommissionen fik afsluttet sin undersøgelse. Historien om Anders Nørgaard bestyrker mistanken om, at forfatterne blot har kradset i overfladen af PET`s virke.
Særligt grelt bliver det i det afsnit, hvor den bombe, der dræbte den 29-årige medlem af IS, Henrik Christensen, behandles. Både politiets og PET`s interesse i en opklaring var dengang til at overse, og PET konkluderede hurtigt, at Henrik Christensen sandsynligvis selv var skyld i eksplosionen.
At sporene efter bombeattentatet med ret stor tydelighed ledte til den yderste højrefløj, det tog PET ikke alvorligt.
De mennesker, der på den ene eller anden måde har haft berøring med IS, vil vide, at nok kan trotskisterne være politisk irriterende på mange planer, men bombemageri er så afgjort ikke et af deres virkeområder. Ikke desto mindre køber forfatterne ukritisk PET`s groteske vrangforestillinger, hvilket både vidner om et fundamentalt fravær af viden om den radikale danske venstrefløj og hertil en utilstedelig tilsvining af en myrdet politisk aktivist.

Læs bogen
Al denne kritik af bogen skal alligevel ikke forhindre mig i at opfordre til at læse den. Hvis man ikke orker at læse selve kommissionsberetningen, men gerne vil havde et indblik i hvad Danmarkshistoriens dyreste historiske kommission har brugt skattekronerne på, så kan denne bog fint læses som en `light` version.
Hvis man desuden har været politisk aktiv i den behandlede periode, så vil man få bekræftet mange af sine formodninger omkring PET`s overvågning og desuden få bekræftet devisen om, at virkeligheden ofte er værre end fiktionen.
Dette kræver imidlertid, at man kan se bort fra forfatternes forsøg på en skønskrivning af PET`s virke, og desuden i forvejen har et godt kendskab til virkeligheden for venstrefløjen under den kolde krig. Kun derved vil man stå på sikker grund i forhold til de beskrevne slagsider og fordrejninger i både kommissionsberetning og bog.

Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg: PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror. 336 sider. 299 kroner. Gyldendal.

Chris Holmsted Larsen er mag.art. i historie og tidligere forskningsmedarbejder for PET-kommissionen.

18. mar. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur