13 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, let regn, 1 °C

Naomi Klein i løvens gab

Naomi Klein i løvens gab

Onsdag, 11. juni, 2008, 00:00:00

Hun er blevet kaldt anti-globaliseringsbevægelsens frontfigur. Den 2. juni gæstede den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein Copenhagen Business School. Arbejderen var med

af Alexander Nicolas Truelsen
Midt i den danske sommerhede har omkring 600, hovedsageligt unge mennesker, klemt sig ind i et kæmpe auditorium med plads til 500.
Her er auditorierne sponsorerede af store firmaer: 'Carlsberg-auditoriet' står der på skiltet ved indgangen. Det er måske ikke så mærkeligt. Vi befinder os på Copenhagen Business School (CBS) på Frederiksberg, ét af de uddannelsessteder, hvor store koncerner holder et vågent øje med de unge mennesker, for så at håndplukke de mest stræbsomme til stillinger i det pulserende erhversliv.
Sammen med omkring 600 andre er Arbejderen her for at høre et foredrag med den canadiske journalist og kapitalisme-kritiker, Naomi Klein.
Klein slog i en alder af 30 år for alvor igennem med bestselleren 'No Logo' fra 2000, hvori hun retter et sønderlemmende angreb mod mærkevareindustrien. Sidste år begik den berejste canadier endnu et værk - 'The Shock Doctrine - The Rise of Disaster Capitalism' (Chokdoktrinen - Katastrofekapitalismens opkomst) på 558 sider - og det er blandt andet erfaringerne fra skrivningen af denne bog, hun er kommet til Danmark for at tale om.
Chokdoktrinen er ifølge Naomi Klein den strategi, som USA`s administrationer gennem mere end 40 år med ufattelig brutalitet har udfoldet i verdens kriseområder. Fra Chile efter at CIA indsatte Pinochet i 1973 til 'genopbygningen' efter USA`s invasion af Irak i 2003 - har chokbehandlingen været den samme: Massiv privatisering, underminering af sociale systemer, afvikling af strukturer til regulering af de frie markedskræfter, bekæmpelse af fagbevægelser, inflation, skattelettelser og massearbejdsløshed. Det er opskriften.

'El modelo'
- Jeg vil ikke referere 600 sider på 40 minutter. Istedet vil jeg fortælle historien om historien bag bogen, siger Klein, som i begyndelsen virker en smule nervøs over at være placeret i 'løvens gab', som hun vittigt kalder CBS.
Historien starter i Argentina. Under det store økonomiske kollaps i 2001 var Klein i Argentina for at skyde en dokumentarfilm, og her oplevede hun for første gang en hel befolkning kollektivt afvise USA`s nyliberale økonomiske model.
- Indtil da havde Argentina været Washingtons mønstermodel på kontinentet, fortæller hun til en sal, hvor man kan høre en knappenål falde til jorden.
- Folket reagerede på den chokterapi, der var som en operation uden bedøvelse for landet. Og det særlige var, at det ikke bare var aktivister, og at det ikke var protester, der strak sig over bare en uge. Nej, systemet krakelerede. Middelklassen kunne ikke få adgang til de penge, de havde i banken, og fem præsidenter blev afsat på kort tid, siger Klein mens hun hele tiden kigger på tilhørerne.
- Protesterne var ikke bare rettet imod én politiker, eller ét parti. De var rettet imod 'el modelo' -, som alle argentinere kalder den nyliberale økonomiske model.

Jakkesæt og militærstøvler
Det land, som ifølge Naomi Klein, har været udsat for den mest aggressive chokbehandling, og som hun også behandler i sin bog, er Irak:
- Jeg husker, at jeg så i avisen: Paul Bremer er ankommet til Bagdad. Han var iført jakkesæt og militærstøvler - katastrofekapitalimens uniform, siger hun med et smil, hvorefter latteren, trods det alvorlige budskab, breder sig i hele auditoriet.
Bremer blev i 2003 udpeget som leder af den såkaldte koalitions civile administration i Irak
- Da Bremer ankom, var Bagdad stadigvæk i brand, mens han erklærede: 'Iraq is open for business'. (Irak er åben for forretning). Kort tid efter erklærede George Bush, at man snart ville se en frihandelszone tværs ned igennem den arabiske verden, fortæller Klein.
- Vi hører ofte, at der ikke var nogen plan for Irak. Det jeg prøver at minde læserne af min bog om, er at der var en plan. Det var en rigtig dårlig plan, og den virkede ikke, men den var ekstremt artikuleret og ekstremt aggressivt implementeret, siger hun med sikker stemme.
Klein leverer sine budskaber med en overbevisende klarhed, og der er ingen tvivl om, at hun er en populær skikkelse her i forsamlingen. Dagen før har en række danske og internationale politikere og blandt andet den omstridte, danske miljøforsker Bjørn Lomborg, afholdt Copenhagen Consensus i auditoriet lige ved siden af - 39 tilhørere dukkede op.

En kapitalistisk drøm
- Paul Bremer annoncerede da også snart, at 200 af Iraks statslige firmaer skulle privatiseres. Han gennemførte en række love, som dengang blev beskrevet, som det mest radikale chokterapi-eksperiment nogensinde set. Det var privatisering af alting. Det var 100 procent udenlandsk ejerskab af irakiske værdier, og The Economist kaldte det 'en kapitalistisk drøm', siger en tydeligt fortørnet Naomi Klein.
Paul Bremer er da også blevet beskyldt for ineffektivitet i 'genopbygningen' af den irakiske infrastruktur - på nær den olierelaterede genopbygning. Næsten alle kontrakter gik til amerikanske firmaer, mens kun to procent af kontrakterne gik til irakiske.
For Klein er den såkaldte krig mod terror ikke en krig men en fantastisk forretningsplan:
- Militærfolk vil sige; det er en krig, der ikke kan vindes. Fjenden er usynlig, og vil være der for evigt. Men en forretningsmand vil sige; god idé. Der vil for altid være et marked.

De rige skal betale
Efter en masse grelle eksempler på kapitalistisk hærgen, der understøtter hendes tese om chokdoktrinen, fortæller Naomi Klein om nogle positive tendenser hun har oplevet på sine rejser rundt i verden. Et af dem kommer fra Ecuador, hvor den venstreorienterede Rafael Correa sidder på præsidentposten.
- Correa har bestemt, at 20 procent af indtægten på oliesalg skal gå direkte til sunhedsforbedrende indsatser - især i de fattige jungleområder, forklarer hun.
Men Correa er presset internt. De indianske befolkninger vil have Correa til at lade olien blive i jorden, da udvindingen ødelægger naturen, som de bor i.
- Derfor har man i Ecuador stillet forslag om betaling af den 'økologiske gæld'. Tanken er, at de rige skal betale de fattigere lande for at lade olien blive i undergrunden, eftersom det er de rige lande, som har skabt de største naturproblemer. Jeg synes, at det er et elegant og retfærdigt forslag, siger Naomi Klein med et smil.
Fra salen går et kritisk spørgsmål på om Naomi Klein seriøst mener, at den slags idéer for en anden verden overhovedet er realistiske. Om de ikke er politisk umulige. Svaret kommer prompte:
- Jeg tror på, at man skal holde idéerne klar til det politisk umulige bliver uundgåeligt.
Da Naomi Klein efter lidt over en time siger tak, rejser sig og går - bliver hun fulgt til auditoriets dør af et næsten øredøvende, massivt bifald.

11. jun. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland