Mennesker valfarter i biografen for at se filmen Flammen og Citronen. Jeg stiller mig det spørgsmål, om vi danskere virkelig er blevet så historisk underfrankeret, at mange hopper på den vogn, at Danmarks dyreste film nu skal være den skinbarlige sandhed omkring besættelsestiden

af fotograf Niels Jacobsen
Jeg stiller mig det spørgsmål, om vi danskere virkelig er blevet så historisk underfrankeret, at mange hopper på den vogn, at Danmarks dyreste film nu skal være den skinbarlige sandhed omkring besættelsestiden.
Filmen 'Flammen og Citronen' er efter min mening hverken en dokumentar, krimi eller gangsterfilm til en forfærdelig masse penge, 46 millioner kroner!
Når jeg læser, at filmens manuskript, har taget syv-otte år at lave, kan jeg undre mig over, at der er så mange faktuelle fejl i den. Nuvel, man skriver da også i filmens indledning 'Frit baseret på faktiske historiske begivenheder.' Det giver et vist spænd i den historiske elastik, men man behøver ikke, som det her er tilfældet, at sprænge den i fiktionens navn.
Jeg anerkender, at en filminstruktør har ret til at lave fiktionsfilm, men han bevæger sig her i et minefelt, hvor nogle seere kan blive historieforvirret.

---

Mere om Flammen & Citronen på arbejderen.dk

---

Det, som gør mig bekymret, er når jeg læser unge menneskers meninger i aviserne og på internettet efter at de har set filmen. De betragter den som den skinbarlige sandhed omkring krigen og historien om Flammen og Citronen. Det samme gør Det Danske Filminstitut, som på deres hjemmeside skriver: 'Ole Christian Madsen fortæller den autentiske historie om de to legendariske danske modstandsfolk'.
Det viser hvor lidt både unge mennesker og repræsentanter for filmverden kender til besættelsestiden.
Må man håbe, at filmen vil være medvirkende til, at der bliver taget hånd om den manglende viden i skolerne og at de presseansvarlige på Filminstituttet måske fremover skruer lidt ned for blusset, når de gør reklame for en film.
Som tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, i et debatindlæg mener, at 'filmen flere steder er fjernt fra virkeligheden' og 'misvisende', hvis folk ikke er klædt på med historisk viden.
Historiker fra Aarhus Universitet Niels Wium Olesen siger i et interview om filmen: 'Man kan frygte, at den kan bliver vist i skolen med forklaring om, at dette er en film om Danmarks besættelsestid. At folk, ligesom med 'Matador', tror at de ser Danmarkshistorien én til én.'
Til sit forsvar, siger instruktør Ole Christian Madsen følgende:
'Vi har talt med oceaner af mennesker - i modsætning til historikerne, så jeg forstår ikke kritikken.' Og han fortsætter: 'Og det forekommer mig besynderligt, at historikerne ikke er i stand til at finde frem til de dokumenter, som vi har fundet frem til.'
Her kommer den gode instruktør for alvor på glatis.
Det er almen viden, at man er kildekritisk når man beskæftiger sig med historie og specielt Anden Verdenskrig. Hvor tit har man ikke hørt en historie om et eller andet og når man går tingene efter, så har kilden aldrig været på åstedet, men har fået fortalt historien fra tredje eller fjerdemand.
Men jeg må anerkende, at den gode instruktør i sine høje tanker om sig selv tilsyneladende er mere vidende end de historikere, som gennem mange år har beskæftiget sig med emnet i skrift og tale og har haft adgang til de ellers hermetisk lukkede arkiver.
Her vil det klæde Ole Chr. Madsen at oplyse om, hvilke kilder og arkiver man har anvendt.

Anmeldelserne
Når man bladrer i alle filmanmeldelserne, så er der reelt kun journalist Georg Metz i Information den 28. marts, som direkte har skrevet, at han mener filmen er historisk ukorrekt.
Jørgen Kieler (f. 1919), den gamle modstandsmand i Holger Danske, som kendte filmens hovedpersoner, siger i et interview i dagbladet Arbejderen 29. marts: 'Det er ikke en dokumentar, men et kunstværk.'
I Weekendavisen på nettet har Bo Green Jensen citeret Gunnar Dyrberg (f. 1921), en anden af dem som kendte Flammen og Citronen for udtalelsen: 'Det er jo ikke en historisk film.' og Gunnar Dyrberg fortsætter i Berlingske Tidende den 27. marts: 'Det er film. Der skal skrues lidt op for dramaet nogle steder. Det er, som det skal være.'
Om den anderledes skildring af filmens hovedpersoner siger Dyrberg til samme avis: 'Det er helt i orden, og hvad man kunne vente.' Hvis vi vender tilbage til Weekendavisen, så kommer Gunnar Dyrbergs lune virkelig frem, da han på et tidspunkt udtaler sig om filmens svage sider: 'Når man bliver så kendt, må man finde sig i at blive behandlet som Gøngehøvdingen.'
Generelt er de to modstandsfolk enige om, at det er en god film, som ikke er hverken historisk eller dokumentarisk.

Patent på sandheden
Bo Green Jensen citerer også i sin artikel produceren af filmen, Lars Bredo Andersen, for følgende sætning om de gamle frihedskæmpere: 'Vi skal beskytte dem, samtidig med at vi skal passe på, at de ikke tager patent på sandheden.'
Hvis man skal agerer djævlens advokat, vil man nok anfægte Bredos udtalelse, da filmen flere gange stjæler andres handlinger under besættelsestiden og tillægger dem Flammen og Citronen. Er det beskyttelse af frihedskæmperne i fiktionens navn? Måske nærmere misbrug vil nogle hævde.
Djævelens advokat vil nok også stille spørgsmålet: 'Hvilke frihedskæmpere har taget patent på sandheden?'
Det interessante omkring Flammen og Citronen var/er, at de efter befrielsen blev genstand for en massiv helte-dyrkelse. De blev et symbol på, at vi havde gjort modstand mod besættelsesmagten - til trods for at mange danskere havde samarbejdet med tyskerne.
Lars Bredo og Ole Christian Madsens fortsætter heltedyrkelsen, hvor de fuldstændig overser alle de øvrige ting, som hovedpersonerne har bedrevet i modstandskampen.
Jeg er godt klar over, at fiktionsfilmen kun omhandler en kort periode af Flammen og Citronens liv under besættelsestiden.
Det er i min optik ikke fair, at fremstille Flammen og Citronen som nogle skydegale mafiosos. Deres historie og bidrag er langt mere omfattende i besættelsestidens historik.
Den kredit giver filmen dem ikke. Det er ærgerligt, for så kunne vi efterfølgende debattere hvad der er rigtigt og forkert i deres handlemåder.
Den mulighed fratages vi.
Samtidig giver filmen heller ikke nogen som helst kredit til de personer, som var de reelle deltagere i flere af de aktioner som vi biografgængere er vidende til. Man 'stjæler' andres bidrag til besættelsestidens historie for at få det til at passe ind i filmen.
Det tangerer vel til det respektløse over for de personer, som udførte aktionerne med livet som indsats.

Det positive
Kan du ikke sige noget positivt, vil læseren spørge.
Selvfølgelig kan jeg det.
Filmen er fremragende fotograferet.
Jeg er gammel Valbydreng, og har i en halv menneskealder ikke set Valby Bakke i så smukt et lys som det i filmen. Det er sublimt!
Derudover er det nogle fremragende skuespilpræsentationer. Jeg holder meget af Mads Mikkelsens lidt tørre humor. Specielt da han henkastet siger 'Flammen og Citronen i Japan'. Det minder mig lidt om 'Walter og Carlo i Amerika'.
Hvorledes med det historiske?
Filmen belyser efter min opfattelse på en fin måde den mistro, som man havde til hinanden under besættelsen. Det er fint, at vi får det frem.
Men film er ikke alt.
Jørgen Kieler opfordrer i sit interview i dagbladet Arbejderen til at læse mere om emnet.
Derudover kan man besøge Frihedsmuseet, Frøslevlejrens- og Horserødlejrens Museum, eller møde op til de mange foredrag, som Frihedsmuseets Venner afholder.
I det vestjyske afholder Historisk Samling for Besættelsestiden i Esbjerg også foredrag.
Når vi taler om de gamle modstandsfolk, så er vi ved at være nået til fem minutter i tolv, såfremt man vil have deres fremstillinger fra besættelsestiden.
Derfor kære læsere, mød op til foredragene mens tid er og få fortalt historierne fra 'hestens' egen mund.
Det er ikke Hollywood, men Danmark under besættelsen uden filter fortalt af dem, som deltog og dem, som har indsigt i tingene.

Sammenblandinger i filmen
Hvis vi ser på filmens Winter, så er her tale om Vilhelm Leifer (1904-1993), som var chef for visumkontoret og som i henhold til historikerne arbejdede i størrelsesforholdet 51-49 i det dansk-tyske samarbejde. I scenen fra et af Stockholm-møderne, hvor Flammen og Citronen i øvrigt aldrig deltog samtidig, giver Winter/Leifer en lodret ordre til dem om, at likvideringen af Gestapochefen SS-Sturmbannführer Karl Heintz Hoffmann (1912-?) ikke kunne komme på tale. Såfremt mødet havde fundet sted, ville de formentlig ifølge kilder nok have svaret noget i retning af: 'Hvad fanden bilder du dig ind.' Leifer var på intet tidspunkt i en position til, at han kunne give ordre til de aktive modstandsfolk.
Modstandskammeraterne bekræfter også efter krigen, at deres gruppe havde en regel som hed at 'her modtager vi ikke ordre.'
Senest har Gunnar Dyrberg i B.T. den 14. april udtalt: 'Flammen fik ikke ordre fra nogen - det var der ingen af os der gjorde.'
I det andet møde deltager en person fra Hærens Efterretningstjeneste, lydforholdet i biografen gjorde, at jeg ikke fik fat i hans navn, senere research har vist, at der er tale om en ved navn Spex (ren James Bond), men jeg var klar over at personen skulle være det tidligere medlem af nazistpartiet og medlem af Hærens Efterretningstjeneste; Schiøtt-Eriksen (1905-1976), hvis tjeneste i øvrigt under krigen gav ordre til likvidering af to Holger Danskefolk, fordi de ville have en ligelig fordeling af våbnene til modstandsgrupperne. (Erik Nørgaard har skrevet bøger om mordet på Løjtnant Schou og 'Den skæve våbenfordeling')
Efter krigen blev Schiøtt-Eriksen i øvrigt ikke afskediget ved en tjenestemandssag for sit kortvarige medlemskab af DNSAP.
Leifer blev efter krigen sat ud på et sidespor og blev chef for politiet i flygtningelejrene. Her kunne han efter politiledelsens mening ikke gøre skade mens man samlede materiale om ham. I den såkaldte 'Leifersag', blev han frifundet for skyldnersvig, manddrab (mordet på Horst Gilbert) og spionage til fordel for Det Tredje Rige. I 1951, blev han afskediget fra Politiet. Men alt i alt, så fremstår Leifer i dag som en suspekt person.
I den samme scene i filmen deltog 'Ravn', som i virkeligheden var Frode Jakobsen (1906-1997). Han indtog på intet tidspunkt i besættelsestiden en direkte operativ rolle i modstandskampen.
Hvorfor har man i øvrigt i filmen ikke fremstillet personerne ved deres rigtige navne?

Horst Gilbert
Hvis vi ser på chefen for det tyskejet Skandinavisk Telegrambureau Hubert Horst Gilbert (1889-1944), så var han, trods sin civile optræden, SS-Standartenführer og spillede lidt af et dobbeltspil. Gilbert blev den 14. oktober 1944 likvideret i døren til Telegrambureauet på Sortedam Dosseringen af Ella von Cappeln og Svend Jensen.
Og altså ikke som i filmen af Flammen og Citronen ved hoveddøren.

Adolf Siebold
Likvideringsforsøget på spionchefen Hermann Adolf Siebold på Phistersvej i Charlottenlund, blev korrekt nok udført af Flammen. Den anden person som deltog, var ikke som filmen viser Citronen, men Jørgen Rantzau, som var med for at udpege tyskeren.

Elisabeth Lorentzen
Inden vi gør nogle af de beskrevne likvideringer fra filmen færdig, så er det på sin plads at nævne Elisabeth Lorentzen, som i filmen først bliver skudt i skulderen af Citronen, og derefter ombragt i et orgie af skud fra Flammens revolver.
Det er en sandhed med kraftige modifikationer.
Det er beviseligt, at Citronen, som angiveligt skulle have været på sin første likvideringsopgave den 22. januar 1944, jf. hans egen efterfølgende forklaring, havde tømt sin revolver i Lorentzen. Hvem den anden Holger Danske-mand var, svæver lidt i det uvisse.
Elisabeth Lorentzen overlevede i øvrigt mirakuløst.

Valby Bakke
Hvis vi ser på attentatet den 19. april 1944, hvor en bil fra Gestapo bliver angrebet på Valby Bakke, var der ikke som i filmen en dreng, men to drenge i bilen. Bilen var fra Werner Best vognpark og chaufføren var Tage Lerche. En kilde fortæller at Lerche var i civil og ikke som filmen viser i uniform, derudover var det en civil bil uden naziflag på køleren jf. samme kilde.
Det eneste korrekte som filmen viser er, at Lerche blev dræbt. Først den 25. april kan man læse i Berlingske Tidende, at Lerches søn også er død. Sønnens kammerat overlever, da han gemmer sig bag nogle træer i Søndermarken.
Så langt så godt.
Reelt set foregik attentatet slet ikke som filmen beskriver det. Der var ingen modstandsfolk som stod og ventede på den tyske bil.
Flammen, Citronen, 'Bent' og 'Herman' kørte på Roskildevej i en stjålet Opel Kaptajn, da de fik øje på den tyske bil, hvor chaufføren længe havde været på gruppens 'ønskeliste'.
Flammen kørte, 'Bent' sad under klappen i bilens kuffertrum, 'Herman' på bagsædet og Citronen på forsædet.
Kilder fortæller, at de først åbnede ild mod den tyske bil da de overhalede den.
I aviserne dagen efter kunne man læse, at begivenheden fandt sted kl. 14.30 i krydset mellem Pile Allé og Vesterbrogade/Roskildevej.
Efter episoden siger modstandskammerater, 'at der gik noget' i stykker i modstandsmanden Flammen og ikke som filmen viser Citronen.
Episoden skabte i øvrigt det rygte, at det var Werner Best eller hans børn som man var ude efter. Det illegale blad Information måtte herefter skynde sig at berolige Best og at man ikke havde til hensigt at gå efter hverken ham eller hans familie.
Man ville for alt i verden ikke have en oplevelse som den Tjekkerne kom ud for efter mordet på Heydrich (1904-1942), hvor man brændte byen Lidice ned til jorden.

Arrestationen 1944
Omkring arrestationen af Flammen og Citronen i politiuniformer på Ryvangs Allé som filmen viser, så er det heller ikke korrekt. De blev ikke arresteret sammen og slet ikke på Ryvangs Allé.
De to, som blev arresteret under 'Aktion Möve' (tyskernes aktion mod det danske politi 19/9-1944) var Citronen og Helmer Bomhoff. Arrestationen foregik på Nørre Allé i København, og de blev efterfølgende ført til Skt. Hans Gade Skole, hvor det lykkedes Bomhoff at flygte efter at Citronen var blevet såret af et lungeskud.
Gunnar Dyrberg supplerer i B.T. den 14. april 2008; 'at Helmer Bomhoff, var i civil og derfor kunne liste væk i forvirringen, da Citronen forsøgte at flygte.'

Citronens død
Omkring Citronens endeligt den 15. oktober 1944, var det en tilfældighed at Gestapo kom på sporet af ham, da de egentlig kom for at se, om husets ejer, Aage Valdemar Strøm Tejsen, opbevarede våben og eventuelt arrestere ham på adressen Jægersborg Allé 184.
Først efter at Citronen, havde åbnet ild mod de indtrængende tyskere, blev der tilkaldt forstærkning fra Jægersborg Kaserne og en flere timer lang ildkamp udspandt sig. Huset brød i brand og Citronen måtte forlade det. Derefter blev han, som filmen rigtigt viser det, skudt udenfor. Dog ikke i dagslys, men midt om natten.
Sygeplejersken Ellen Christensen var i øvrigt til stede i villaen men undslap, hvilket filmen ikke viser.
I det illegale Information, kunne man den 16. oktober læse følgende:
'Natten til Søndag blev foretaget en tysk Politiaktion mod Villaen, Jægersborg Allé 184, tilhørende Arkitekt Aage V. Strøm Tejsen. En Mand, der opholdt sig i Huset - ikke Arkitekten, - blev dræbt under Ildkamp og Huset sprængt i Luften og totalt ødelagt.'

Flammens død
Hvis vi vender blikket mod Flammen, så spiste han middag på Bellevue Strandhotel med et par venner den 18. oktober 1944.
Efter middagen besøgte de Elsa og Erik Nyegaard og deres to små drenge da Gestapo dukkede op for at arresterer Erik Nyegaard. Derudover var også Lis og Helmer Bomhoff, som efterfølgende havnede i Frøslevlejren, samt hans far Gunnar Bomhof til stede. Gunnar Bomhoff, som også var bidragyder til Holger Danske, omkom i koncentrationslejren Neuengamme den 13. april 1945, efter først af have været over Frøslevlejren og koncentrationslejren Dachau.
Filmen viser kun to personer + Flammen. Reelt set var der seks voksne og to børn til stede.
Villaen, Strandvejen 184, hvor Flammen døde, blev i øvrigt sprængt i luften kort efter midnat af medlemmer af Peter-gruppen.
Sidst men ikke mindst, så var det ikke Hoffman som filmen viser der går ned i kælderen til Flammen, det var SS-Hauptsturmführer, Kriminalrat Eric Bunke (1907-?), som i den korrekte historie går op på første sal, hvor han kunne konstatere, at Flammen var næsten død efter at have taget en giftpille, da han ikke havde nogen våben og huset var omringet af tyskere. Flugt var umulig.
Der var altså ikke, som filmen viser, tre skudklare revolvere på et bord i en kælder.
Flammens familie fortæller i et interview 2008, at der kun skulle være en pistol på et bord.
Gunnar Dyrberg bekræfter i B.T. den 14. april 2008, at Flammen tog gift, da han indså, at han ingen chance havde. Han var helt ubevæbnet, fordi han havde lagt alle sine våben hos Citronen i Århus.
Lis Bomhoff, har i øvrigt berettet om hvorledes tyskerne 'i sand krigsdans' slæbte Flammen ned ad trappen ved benene.
Historiker Mona Jensen fra Historisk Samling Fra Besættelsestiden skriver i Information den 4. april 2008, 'Flammens død var ifølge Danske Tidende (nov. 1944) derfor ikke gådefuld; han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og Gestapo 'havde faaet ham ganske gratis.'
Instruktøren må da også indrømme at hans version er helt ude i hampen. Hans argument er følgende: 'Jeg har ladet Flammen have tre pistoler, fordi det slutter ringen fra starten af filmen. Det samme med kælderen, som er et sted, man i filmen forbinder med følelser.'
Her indrømmer Ole Chr. Madsen uden omsvøb historieforfalskning.
I Gestapos rapport fra 26. oktober meddeles følgende: 'Efter længere tids efterforskning er den mest berygtede mordgruppe, nemlig Holger Danskes mordgruppe, nu fuldstændigt udslettet. Gruppens leder Bent Faurschou-Hviid, dæknavn Flammen blev fundet og likvideret den 18.10.1944'.

Likvideringer
Hvis vi ser på antallet af Flammens likvideringer, så nævner Gunnar Dyrberg tallet syv over en periode på otte måneder.
Ole Chr. Madsen siger i B.T. den 14. april 2008:
'Efter Flammens død tillagde Gestapo ham og hans gruppe at stå bag 150 politiske mord. Det er en af grundene til hans meget mytiske likvideringsstatus. Der er næppe nogen, der kender det præcise antal - jeg har hørt tal fra 14 og helt op til 42. Når jeg regner sammen via mine kilder, ender vi på 11.'
Nu er vi virkelig ovre i lommefilosofiens verden. Hvorledes ender den gode instruktør på de 11 og hvilke udregningsmetoder og kilder har han anvendt?
Lad mig lige som en afrunding pointerer, at det var altså ikke kutyme, at man sad på en eller anden vinstue og plaprede ud til højre og venstre om hvad man lavede af diverse former for illegalt arbejde under besættelsen.
Det var heller ikke kutyme, at man rendte rundt mellem tyskerne og slet ikke på Hotel Nordland, når man var eftersøgt og der var sat en anseelig pris på ens hoved.

Fakta om Flammen og Citronen
Tillad mig at beskrive nogle få af de øvrige ting, Flammen og Citronen bedrev under besættelsestiden for at sætte deres illegale arbejde i et konkret lys, som filmen mangler.
Flammen (Bent Faurschou-Hviid 1921-1944),
I efteråret 1943, kom han til København, hvor han blev aktiv i Holger Danske.
Hvis vi ser på sabotageaktionerne, så fortæller Jørgen Kieler, at Flammen under en aktion mod Hartmanns Maskinfabrik i København 1943, var i besiddelse af en stor selvbeherskelse.
Det skal også nævnes, at Flammen deltog i sabotagen mod Varde Staalværk 1943.
Da jødeaktionen begyndte i 1943, deltog han i hjælpearbejdet.
Sabotageaktionen mod Riffelsyndikatets Hellerup afdeling 1943.
Sabotageaktionen mod B&W motorfabrik i Strandgade 1944.
Angrebet på Schalburgkorpsets hovedkvarter i Frimurerlogen 1944.
Omkring likvideringerne var Flammen en del af en såkaldte løst organiserede gruppe i Holger Danske af nogle kaldet 'De ensomme ulve' som blandt andet talte Gunnar Dyrberg (f. 1921) og Citronen som medlemmer.
For Citronens (Jørgen Haagen Schmidt 1910-1944) vedkommende, var han reelt set modstandsbevægelsens altmuligmand. Han var leveringsdygtig i både sabotage, likvideringer og ikke mindst transporter til Sverige.
Hvis vi skal nævne nogle af de sabotageaktioner han deltog i, så var der:
Sabotage på Citro‘n fabrikken i 1943, hvor han i øvrigt selv var ansat.
Forum i København 1943, som tyskerne havde planlagt at anvende til sovesal for deres soldater.
Sabotageaktionen mod Riffelsyndikatets Hellerup afdeling 1943.
Fra foråret 1944 organiserede han flugt-ruter til Sverige for eftersøgte danskere - specielt - modstandsfolk. Fra det tidlige forår og frem til september, hjalp han i snit omkring 40-45 personer til Sverige pr. måned incl. sin egen kone.
Angrebet på Schalburgkorpsets hovedkvarter i Frimurerlogen 1944.

---

Mere om Flammen & Citronen på arbejderen.dk
www.flammenogcitronen.dk

---

Niels Jacobsen
Fotograf. Født 1958. Har produceret omkring 100 historiske film, heraf en del sammen med nu afdøde forfatter Torben Bjerg Clausen.
Har modtaget flere filmpriser i ind- og udland for blandt andet filmene:
- En gang om året - tanker og tale i Mindelunden (1998) (tilbageblik fortalt af Torben Bjerg Clausen)
- Fra Ballerup til Neuengamme - I Knud Jensens Spor 1911-1944. (Om Knud Jensen fra Gjerlev-gruppen i Ribe)
Arbejder pt. på tre film omkring Horserødlejren i samarbejde med Horserødlejrens Museum, Frihedsmuseets Venner og Horserød-Stutthof Foreningen.
Har skrevet artikler til aviser og magasiner om historiske film.

Kilder:
Berlingske Tidende diverse numre, april 1944
Bo, Michael: Instruktør, den rene krig findes ikke (Politiken 29. marts 2008)
Bomhoff, Lis: Flammen og Citronen (Erindringer, Befrielsen 1945)
B.T.: Flammen og Citronen snyder os Madsen (Gunnar Dyrberg)
Dagbladet Arbejderen: Modstandsmand: Det er en god film (Interview med Jørgen Kieler, 29. marts 2008)
Dagbladet Arbejderen: Jeg så Flammen skyde (Interview med Ole Ewé, 2. april 2008)
Det Danske Filminstitut: Flammen og Citronen (udateret 2008)
Dyrberg, Gunnar: Modstandsmand i Holger Danske (DVD, Frihedsmuseets Venner 2003)
Erin-Madsen, Christian: Flammen og Citronen som de virkelig var (Berlingske Tidende, 27. marts 2008)
Faldne i Danmarks Frihedskamp (Frihedsmuseets Venners Forlags Fond 1990)
Finnedal, Martin: Modstandsfilm er flot, men upersonlig (Politiken, 27. marts 2008)
Fjeldgård, Poul: Aktion Möve 19/9-1944 (DVD, Frihedsmuseets Venner 2002)
Green Jensen, Bo: Den levende historie (Weekendavisen, udateret 2008)
Fredensborg, René: Historikere advarer om at tro på 'Flammen og Citronen film (Avisen.dk, 09.04.2008)
Hvem var hvem 1940-1945 (Gads Forlag 2005)
Jensen, Mona: Var flammens død så gådefuld? (Information, 04.04.2008)
Jyllands-Posten: Flammen, Citronen og den sande virkelighed (udateret kronik 2008)
Kieler, Jørgen m.fl.: Frygten for en kommunistisk revolution (DVD, Frihedsmuseets Venner 2007)
Kjeldbæk, Esben: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945 (Frihedsmuseets Venners Forlag 1997)
Kjær Jessen, Chris: Krigens kronvidne (Berlingske Tidende, 20. juli 2007)
Lundtofte, Henrik: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940-45 (Gads Forlag 2003)
Lundtofte, Henrik: Gestapo - de rene bæster eller ej (DVD, Frihedsmuseets Venner 2004)
Metz, Georg: Klicheernes krønike (Information, 28. marts 2008)
Poulsen, Stinne Kaasgaard: Flammens familie kritiserer storfilm (Avisen.dk 11.04.2008)
Skotte, Kim: Flammen & Citronen er en voldsom film med ridser i lakken (Politiken, 28. marts 2008)
Sørensen, Kaare: Flammen og Citronen skuffer (Avisen, 27. marts 2008)
Vesterdal, Anne: Sygeplejersken og Citronen (Sygeplejersken, udateret)
Øvig Knudsen, Peter: Efter Drabet (Gyldendal 2002)