19 Aug 2017  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Da folkets vilje blev landets lov.

Da folkets vilje blev landets lov.

Torsdag, 07. august, 2003, 00:00:00

Den 29. august er det 60-årsdagen for de skelsættende begivenheder i august 1943 - kendt som augustoprøret - oprøret der endeligt gjorde op med det officielle Danmarks hidtidige hykleri og landsforræderiske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Et oprør som også bør vække til politisk eftertanke i det herrens år 2003, hvor det officielle Danmark igen er på den gale side - undertrykkernes side

af Anton Nielsen.
Den 31. januar 1943 kapitulerede den 6. tyske armé ved Stalingrad. Det blev begyndelsen til enden for de nazistiske horder.
Den 31. maj kapitulerede general Rommels tropper ved Al Alemain i Nordafrika. Den 10. juni gik de allierede i land på Sicilien og den 25. juli faldt Mussolini og den 1. september kapitulerede Italien.
I februar var Det Tredje Riges officielle holdning fortsat, 'at Danmark indtager en særstilling blandt de besatte lande og betragtes på samme måde som de neutrale stater. Danmarks suverænitet vil også i dette forhold forblive uantastet ...' og så videreé
Skulle man tro regeringen og besættelsesmagten var det den rene idyl i mønsterprotektoratet.
Men virkeligheden var en anden. Også i Danmark spidsede situationen til. Det trak op til konfrontation mellem den danske befolkning på den ene side og den danske samarbejdsregering og besættelsesmagten på den anden.


D. 29. august udgiver 3 kommunistiske partier fælles avis om Den kolde krig og kommunisterne

August 1943.
I forårsmånederne var sabotagen tiltaget. Den første danske sabotør, kommunisten og tidlige frivillig i Spanien, Hans Petersen, dømmes til døden. Dommen bliver senere ændret til livsvarigt tugthus.
Det kommer til stadig hyppigere sammenstød mellem modstandsbevægelsen og tyskerne med mange dræbte til følge.
I juli kræver justitsminister Thune Jacobsen 1 million kroner til maskinpistoler til politiet. Motiveringen er, at de derved bedre kan afværge sabotagehandlinger. Og den 4. august fremsætter tyskerne krav om, at danske sabotører skal dømmes efter tysk straffelov.
Oprøret startede den 6. august i Esbjerg med en stor sabotagebrand i fiskepakhusene på havnen. Dagen efter erklæres undtagelsestilstand i Esbjerg. Den 9. august går smedene i strejke. Senere slutter byens handlende op bag de strejkende. Generalstrejken er blevet en folkestrejke. Danmarks første. Undtagelsestilstanden ophæves seks dage senere, hvorefter folkestrejken afblæses.

Breder sig til Fyn
Den 15. august fører tyske provokationer til uroligheder i Odense. Den 19. august bryder folkestrejken ud i Odense. Uroligheder tiltager og breder sig til hele byen. Politimesteren udsteder et udgangsforbud, som ingen retter sig efter.
Et opråb fra Odense byråd og Fællesorganisationen om at genoptage arbejdet er ligeledes uden virkning. Det samme gælder et opråb fra De Samvirkende Fagforbund såvel som et fra regeringen.
Befolkningens svar kommer den 21. august, da mødes der 5000 protesterende arbejdere på Odense stadion, mens folkestrejken breder sig til Middelfart og Bogense.
Dagen efter mødes de igen på stadion, men da er de 10.000. Der er folkestrejker i Assens, Nyborg og Ringe. Den 23. opfordre arbejdernes strejkekomite til genoptagelse af arbejdet. Det sker den 24..

Nordjylland og Sjælland går med
Samtidig bryder folkestrejken ud i Ålborg. 10.000 mennesker samles ved Ansgar Kirken til en mindehøjtidelighed for en myrdet frihedskæmper. Tyskerne griber ind og skyder på demonstranterne, hvoraf flere såres.
Tyskerne skyder på arbejderne på Rørdal Cementvarefabrik og dræber en arbejder. Der erklæres generalstrejke i Ålborg. Der indkaldes til endnu et møde. Denne gang deltager 17.000 mennesker, som igen overfaldes af tysk militær.
Dette fører til strejke i Frederikshavn og flere nordjyske byer: Sæby, stationsbyen Hørby, Brønderslev, Hjørring, Nibe. UNDER fortsættelsen breder strejkerne sig til andre jyske byer: Randers, Århus, Haderslev, Viborg, Horsens, Vejle og Fredericia.
I de samme dage breder strejkerne sig også til Sjælland: Den 22. kommer det til alvorlige sammenstød i Roskilde, dagen efter følger Korsør og Vordingborg. Dernæst Helsingør og København, hvor der igennem de sidste måneder havde været meget uroligt.

Tyskerne overtager magten
Den 29. august var man nået til afgørelsens time. Dagen før var der ankommet fem troppeskibe til Københavns Havn. Ombord var 10.000 soldater og tilhørende materiel. Tyskerne forberedte den fuldstændige magtovertagelse. Proklamationen herom kom søndag morgen den 29. august:
'De sidste begivenheder har vist, at den danske regering ikke er i stand til at opretholde ro og orden i Danmark. De af fjendtlige agenter fremkaldte uroligheder retter sig umiddelbart mod den tyske værnemagt. Jeg proklamerer der for .... øjeblikkelig undtagelsestilstand i Danmark. Med øjeblikkelig varsel anordner jeg følgende....' Herefter en række bestemmelser blandt andet: 'Enhver strejke er forbudt. Opfordring til strejke til skade for den tyske værnemagt fremmer fjenden og straffes i reglen med døden. Overtrædelse af ovenstående bestemmelser vil blive straffet ved tyske standretter. Mod voldshandlinger, sammenstimlen og så videre vil der hensynsløst blive gjort brug af våben.....' Underskrevet: Den tyske øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark.

Samarbejdspolitikken brød sammen
På samme tid sænkede de af den danske flådes skibe, som det ikke var lykkedes at slippe væk til neutral havn, sig selv. Hæren blev afvæbnet, og tyskerne overtog stort set alle våben uskadte. Der er 23 faldne indenfor hær og flåde. Politiet blev ligeledes afvæbnet.
I oktober begyndte jagten på de danske jøder. Den anden oktober deporteres de af de danske kommunister, som oprindeligt var blevet arresteret på tysk ordre, af det danske politi, og med den danske regerings billigelse, til udryddelseslejren Stutthof. Med dem var det første hold af jødiske medborgere, som sendtes videre til kz-lejren Theresienstadt.
Men vigtigst af alt: Samarbejdspolitikken brød sammen. Det danske folk havde trukket tæppet væk under Scavenius-regeringen. Det var det danske folks fortjeneste, at Danmark efter den 29. august blev anerkendt af de allierede nationer, som krigsførende nation på allieret side, og ikke som Nazi-Tysklands lille stikirenddreng.
Tyskerne opretholdt undtagelsestilstanden i 39 dage. Den 6. oktober blev den omsider hævet. Det danske folk var en vigtig, men dyrekøbt, erfaring rigere. Samtid havde man lært sammenholdets styrke at kende, dengang da folket vilje blev landets lov.

De som intet lærte.
Men ikke alle havde forstået læren af augustoprøret. Dengang som nu, var og er der mennesker, som, i et forsøg på at bevare resterne af fordums 'storhed' - om ikke andet i egen indbildning - forsøger at putte folket blår i øjnene.
Den 2. september 1943 udsendte Socialdemokratisk Forbund, ved Alsing Andersen, lidt moralsk oprustning til det moralsk noget flossede Socialdemokrati. I denne skrivelse lægges skylden for udviklingen ikke på besættelsesmagten, overgrebene og de tyske soldaters og frikorpsfolkenes terror, men på Christmas Møllers agitation og en 'koalition af chauvinister og kommunister.' Af denne interessante og afslørende skrivelse skal her kun refereres enkelte afsnit:
'... gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet: at skåne land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne have givet blot tilnærmelsesvis lige så godt resultat. Og sådan kunne det sikkert have fortsat indtil krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning.
Men denne vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og fremkaldt en anden mentalitet i dele af befolkningen. De har tilsigtet at fremkalde sabotage og uro i befolkningen og på arbejdspladserne, netop fordi de vidste, at forholdene under besættelsen ikke kunne bære denne belastning. De har foregøglet dem, der hørte på deres tale, luftspejlinger og drømmesyn, der ikke stod til troende. Derfor er ansvaret deres for den situation, som nu er opstået, og de skal fastholdes på deres ansvar for, at det inden krigens sluttede kom dertil, hvor vi i øjeblikket befinder os.' Og afslutningsvis ...'Ansvaret må have den rigtige adresse, Arbejderbevægelsens faglige og politiske organisationer har gang på gang, medens tid var, påpeget, hvad denne ansvarsløse agitation vilde føre til.'
Situationen i dag har adskillige lighedstegn med situationen i 1943. Også i dag ser vi vore hjemlige krigsmagere og samarbejdspolitikere, i øvrigt repræsenterende de samme partier som i 1943, blive taget i lodrette løgne. Skamløst har de løjet for det danske folk for at tækkes en fremmed magt - denne gang USA. Danmark er i krig for første gang i 150 år. På amerikansk ordre og under deres kommando, deltager danske soldater nu i undertrykkelsen og besættelsen af Irak. Hvad bliver det næste? Vi ved det ikke. Men vi ved, at uanset hvad det måtte være, vil den nuværende danske regering slå hælene sammen, og parerer ordre. Kun det danske folk kan forhindre det. Derfor er der brug for en ny 29. august. Et opgør med de, som i dag er i en fremmed magts tjeneste.

07. aug. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp