23 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, 8 °C

Køb revolutionsplakat til fordel for Arbejderen

Støt Arbejderen

Køb revolutionsplakat til fordel for Arbejderen

Denne plakat er designet ef kunstneren Verner Brems og kan købes i Arbejderens Butik i København og i Café Oskar i Aarhus.

1 af 1

Denne flotte plakat (som her er vendt 90 grader) sælges til fordel for Arbejderen. Prisen er 100 kroner, der går ubeskåret til Arbejderens Støttefond.

Plakaten, der måler 84,2 x 59,5 centimeter, kan købes både i Arbejderens Butik i Hillerødgade 30A, (dør 4) i København og i Café Oskar, Mejlgade 49 i Aarhus. Der er også mulighed for at få den sendt med posten mod betaling af den porto, der løber på.

Kontakt Hanne på 51 900 960 eller hs@arbejderen.dk – eller mød op i Cafe Oskar fredage mellem klokken 15 og 17:30.

Præsenteret på Rød Sommerlejr

De sidste tre år har der eksisteret en kulturgruppe, der i løbet af året planlægger, designer og udtænker kulturen til Rød Sommerlejr, som Kommunistisk Parti årligt arrangerer i uge 29.

Kulturgruppen har i år arbejdet med 100-året for den russiske revolution som tema. Det blev dels brugt i kulturworkshoppen, hvor deltagerne i løbet af lejren øvede og fremførte en revolutionscabarét, dels var det temaet for den udstilling af revolutionære plakater fra de sidste mange årtier, som udsmykkede lejrens gange og fællesrum. I sammenhæng med plakatudstillingen havde kulturgruppen et ønske om at få designet en revolutionsplakat 1917 – 2017.

Plakaten skulle være moderne, kigge fremad, have tråde tilbage til kulturen i revolutionsårene, være flot, sige moderne mennesker noget og så videre. Ikke en let opgave at blive stillet, men kunstneren Verner Brems var med på idéen.

Resultatet af dette samarbejde og Verner Brems' flotte grafiske design blev afsløret på åbningaftenen på Rød Sommerlejr, hvor mange tog imod tilbuddet om at købe et signeret eksemplar og derigennem støtte Danmarks røde dagblad.

Mere om plakaten

Den russiske revolution befriede ikke kun arbejderklassen fra et undertrykkende system i 1917. Revolutionen havde sin begyndelse i 1905 i februar og kulminerede 12 år senere med Oktoberrevolutionen i 1917.

Bægeret flød så at sige over med den imperialistiske krig om nye markeder, som den Første Verdenskrig vitterlig var.

De besiddelsesløse og fattige var trætte af at kæmpe de riges krig, og således tog oprøret form i Rusland. Oktoberrevolutionens første dekret var derfor også dekretet om fred. Det var ikke kun økonomiske og politiske omvæltninger, der kom i kølvandet på samfundsforandringen.

Den kunstneriske kreativitet blev også sluppet fri i en grad, der ikke var set før. Alt, hvad der var traditionelt og konventionelt af kunst og kultur, blev udfordret. Det er ikke uden grund, at den abstrakte kunst netop blev grundlagt i de mellemliggende år med russere som Malevich og sideløbende Kandinsky som ypperste repræsentanter i en billedkunst, der ikke kunne forbindes med naturen.

Perioden, der blev kendetegnet af den sovjetiske konstruktivisme, havde sin opblomstring i revolutionsårene frem til 1936, hvor kunsten igen blev forbundet med naturen – også kaldet socialistisk realisme. Konstruktivismen fik igen i 70’erne et officielt comeback i Sovjetunionen. Den sovjetiske konstruktivistiske kunst og billedstil blev inspiration for kunstneriske og kreative designere i hele verden. Alle kunstnere og designere i den periode bekendte sig som revolutionære, og deres største inspiration var den russiske revolution.

Med denne plakat har kunstneren forsøgt at hente inspiration, både fra dengang, men også fra nutiden. Personerne er anonyme, silhuetten af en enkelts ansigtsprofil titter frem, men ellers er det flader og silhuetter. Bagtanken er, at selv om revolutionen begyndte i Petrograd, og der var historiske personer bag den – så er revolutionen ikke et afsluttet kapitel, kampen for et andet samfund foregår stadig.

På plakaten er der forskellige fortolkninger af hammer og segl, et er lavet som et omdesignet snabel-a. Farverne er en variation af mange røde toner og med en enkelt pinkfarve i 2017-udgave. Denne moderne farve er en Process Magenta, der som grundfarve er med i alle røde farveblandinger. Selv valget af typografi er der tænkt over. Skriften hedder Futura, som er en revolutionær skrift designet på det tyske Bauhaus tilbage i 1910'erne.

Men som altid er det betragteren langt mere end kunstneren bag, der har det sidste ord med at betragte og fortolke. God fornøjelse!

12. sep. 2017 - 18:52   06. okt. 2017 - 15:47

Arbejderen

aj@arbejderen.dk