90'erne er præget af sammenbruddet i de tidligere socialistiske lande. Kommunismen og den socialistiske idé har lidt et voldsomt tilbageslag. Der er en aggressiv anti-kommunistisk kampagne, og kapitalismen bliver fremstillet som det eneste livsduelige samfundssystem.

I Danmark bliver det tidligere store og stærke DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, splittet og mange tidligere kommunister bliver politisk inaktive. Det får konsekvenser i fagbevægelsen og mange folkelige bevægelser, hvor kommunisterne har spillet en aktiv og udfarende rolle.

Det mindre kommunistiske parti, DKP/ML, der udgiver Arbejderen, tager bestik af den nye situation og beslutter at arbejde for at samle de splittede venstrefløjskræfter. Det får betydning for Arbejderens rolle. Fra i høj grad at have været DKP/ML's avis, bliver avisen nu åbnet for hele den folkelige og kæmpende bevægelse, samtidig med at DKP/ML fastholder sin ledelse af avisen.

"Avisen skal udvikle sig som talerør for alle kæmpende kræfter, den er åben for alle progressive, enkeltpersoner, organisationer og bevægelser. Det må gøres lettere at bruge avisen, den må øge sin relevans for alle disse grupper som deres avis."

Sådan hedder det i beretningen til DKP/ML's 5. kongres i 1991.

- Det er den bedste periode i al den tid, jeg er på avisen, siger Lotte Rørtoft-Madsen. Hun arbejdede på redaktionen i de første årtier af dagbladets levetid og var redaktør fra 1993 til 2000.

- Vi satte os for at lave en avis, som kunne samle de splittede kræfter og give dem et talerør - hvilket også betød at give plads til forskellige synspunkter i avisen. Vi diskuterede meget, hvordan vi kunne åbne avisen op og få folk til at bruge den. Vi øgede vores kontaktflade i 90'erne, flere og flere følte, at det var nødvendigt at bruge Arbejderen, fortæller Lotte Rørtoft-Madsen.

Arbejderens nye enhedsskabende rolle kommer til at stå sin prøve under Golfkrigen mod Irak i 1991. 

- Det var den første krig i den nye verdensorden. På redaktionen lavede vi en total omprioritering af vores kræfter og satte to journalister af til at dække krigen. Vi kørte benhårdt og pissegodt i et samarbejde med forskellige kræfter i fredsbevægelsen. Det var med til at give Arbejderen et løft ind i den nye tid, husker avisens tidligere redaktør. 

- Avisen fik en mere selvstændig rolle i den her periode. Det var ikke længere sådan, at avisen var identisk med partiet. Men vi fastholdt rimeligt hardcore, at avisen skulle kunne lave politiske analyser og gøre det muligt for læserne at orientere sig, tilføjer Lotte Rørtoft-Madsen.

Ri-Bus konflikt og EU-modstand

Der er en række store faglige kampe og vigtige EU-afstemninger i løbet af 90'erne. Helt centralt står Ri-Bus-konflikten, der starter i 1995. 268 dages uafbrudt konflikt med strejke og blokader i protest mod privatisering af busdriften i Esbjerg. Der udvikler sig et landsdækkende støttearbejde, og undervejs er der en aktionsdag på landsplan, hvor omkring 250.000 nedlægger arbejdet.

Arbejderen dækker konflikten hele vejen igennem forløbet. Avisen er med på blokaderne i Esbjerg, ved demonstrationerne rundt omkring i landet, fortæller om støttearbejdet og sympatikonflikter.

- Arbejderen gav en helt fantastisk flot dækning af konflikten, både af selve strejken og alle dens aspekter samt alle retssagerne bagefter, siger Tove Andersen, tidligere talskvinde for støttekomiteen med Ri-Bus-chaufførerne, til Arbejderen. 

To andre talsmænd for støttekomiteen, Peter Kleist og John Andersen, bliver varetægtsfængslet sammen med en af de strejkende chauffører Bjørn Marker på påstanden om, at de har opfordret til hærværk. Derudover er der en række andre retssager mod Ri-Bus-aktivister.

Retssagerne slutter først i 1998. Arbejderen dækker hvert eneste retsmøde.

- Det var formidabelt vigtigt for os, at Arbejderen dækkede konflikten. Efter vores mening optrådte store dele af den borgerlige presse som lakajer for systemet, siger Tove Andersen.

Hardy Hansen følger også Arbejderens faglige dækning i 1990'erne, men fra en lidt anden vinkel. Han er frem til 1996 formand for specialarbejderforbundet SiD, som siden bliver en del af 3F. Som forbundsformand bliver han ofte kritiseret i overskrifter på Arbejderens forside.

- Vi var måske nødt til at lave nogle kompromisser, som Arbejderen synes var for dårlige - det er jo en rød avis. Det er fair nok. Det er vigtigt, at nogle pisker lederne. Det gør Arbejderen jo også i dag med Harald Børsting og Helle Thorning. Det er fuldt berettiget, det var det sikkert også dengang overfor mig, siger Hardy Hansen. 

Da han stopper som SiD-formand, opdager han, at han ikke kan undvære Arbejderen og har siden abonneret på avisen. 

- Det er godt, at vi har Arbejderen. Dengang i 80'erne og 90'erne havde alle de store medier arbejdsmarkedsjournalister, som ikke lavede andet end at skrive om fagligt stof. Der var omkring 75 af dem. De havde tid til at deltage i en faglig kongres og få en dybdegående viden om, hvad tillidsmændene rundt omkring på landets arbejdspladser tænkte. I midten af 90'erne forsvinder arbejdsmarkedsjournalisterne. I dag er det reelt ikke andre end Arbejderens journalister, som dækker det område, og avisen fylder det hul fantastisk godt ud, erklærer Hardy Hansen, som er medlem af Socialdemokraterne.

 Når der sker store ting i EU, er Arbejderen altid til stede og forsøger at dække det seriøst trods få ressourcer. Lave Knud Broch, Folkebevægelsen mod EU

Udover de faglige kampe fylder EU-modstanden meget i 90'erne. Danskerne skal stemme endnu engang om Maastricht-traktaten. Efter at SF har skiftet holdning, bliver traktaten vedtaget, der er afstemning om Amsterdam-traktaten og i 2000 stemmer danskerne nej til euroen efter en omfattende tværpolitisk nej-kampagne. 

Lave Knud Broch bliver aktiv i Folkebevægelsen mod EU i starten af 90'erne, hvor han er ganske ung. Han oplever Arbejderen som det mest EU-engagerede dagblad i Danmark.

- Når der sker store ting i EU, er Arbejderen altid til stede og forsøger at dække det seriøst trods få ressourcer. Avisen går bagom historierne og afdækker konsekvenserne. Jeg ville ønske, at de store dagblade ville gøre det samme, siger Lave Knud Broch, som er medlem af Det Radikale Venstre.

Internettet revolutionerer arbejdet på avisredaktionerne i løbet af 90'erne. Det gælder selvfølgelig også Arbejderen. Lotte Rørtoft-Madsen husker, at avisens computer-ansvarlige opsøger hende vistnok i 1991 og fortæller om noget nyt, som bliver kaldt World Wide Web.

- Jeg har travlt og tænker, at det nok ikke er særlig vigtigt. Men der går kun få måneder, så begynder det at pible på internettet. Det forandrer det hele, stort set fra dag til dag. Pludselig kan vi komme i kontakt med hele verden, det har ellers været vores store svaghed, at vi ikke har journalister ude i verden, siger den tidligere redaktør. 

Arbejderen som springbræt

Op gennem 90'erne bruger Arbejderns redaktion mange kræfter på at udvikle journalistik og layout, og bliver langt mere opmærksom på fotoets betydning i avisen. Der kommer en fast fotograf på avisen, og derudover bliver der tilknyttet andre fotografer, som arbejder frivilligt i en periode. En af dem er Mads Nissen, som i dag er en kendt og prisbelønnet fotograf. Han arbejder på avisen et halvt års tid i slutningen af 90'erne.

- Jeg havde lige været i Venezuela for at lære spansk og studere sydamerikansk kultur. Der fik jeg en åbenbaring omkring fotografiet. Jeg så alle de fantastiske muligheder for at fortælle vigtige historier med fotos, siger Mads Nissen. 

Han møder Arbejderens fotograf og laver en aftale om, at han kan være en periode på avisen som frivillig arbejdskraft.

- Jeg var meget grøn på det tidspunkt og syntes, at det var fantastisk, at nogle ville give mig gratis film for at fotografere Jeg havde en masse på hjertet, og var glad for at få lov til at udvikle mig, og det gjorde jeg helt sikkert i det halve år på Arbejderen. Der var travlt og vi fik meget erfaring. Jeg husker et foto, jeg var meget glad. Det var til en demonstration, som politiet angreb. Jeg fik et foto, lige da en politimand slog en demonstrant - det var lige i øjet, husker Mads Nissen. 

Arbejderen skal have stor ros for at give grønskollinge som mig en udviklingsplads. Mads Nissen, fotograf

Han bruger erfaringerne fra blandt andet Arbejderen som et springbræt til at komme ind på fotojournalistuddannelsen.

- Arbejderen skal have stor ros for, at avisen gennem årene har taget mange grønskollinge ind, unge som ikke har den store faglige kendskab, men har noget på hjertet. Arbejderen har givet os en udviklingsplads, siger Mads Nissen.

Mange andre unge er gennem 90'erne og 00'erne en tur omkring Arbejderen i forsøget på at kvalificere sig til at blive optaget på Journalisthøjskolen. I takt med at avisen åbner sig op, bliver flere tiltrukket af dens miljø.

Arbejderen lærer af Land og Folk

Mange begynder også at deltage i støttearbejdet for Arbejderen. I starten af 90'erne ser Støttekredsen Arbejderens Venner dagens lys. Her engagerer en række folk sig blandt andet flere tidligere eller nuværende medlemmer af DKP. De har stor erfaring fra mange års solidt støttearbejde for DKP's tidligere dagblad Land og Folk og bruger disse erfaringer på at opbygge støttearbejdet omkring Arbejderen.

Midt i 90'erne bliver Johnny Laugesen, tidligere medlem af DKP og formand for Metal afd. 12, formand for Arbejderens Venner.

- Jeg kom til, lige da Arbejderen var i økonomisk krise i 1996 og vi skulle skaffe 100.000 kroner for at redde avisen. Det lykkedes. Vi solgte blandt andet støtteaktier, siger Johnny Laugesen.

På grund af de økonomiske problemer blev Arbejderen i en periode tvunget til at skære sit sidetal i hverdagsaviserne ned fra 16 til otte. Samtidig sendte man en appel ud til læserne om at støtte avisen for eksempel ved at købe en støtteaktie. Der var en fantastisk positiv respons. På en måned blev der solgt støtteaktier for 85.000 kroner. 

- Støttekredsen satte en række initiativer i gang. Vi lavede lotteri i avisen og afholdt kulturelle arrangementer og begyndte at lave Arbejderens Radioavis på lokalradioen Folkets Radio, fortæller Johnny Laugesen. 

For ham er Arbejderen en erstatning for Land og Folk, som han savner.

- I starten var avisen ikke så god, men det var den eneste, som kunne fylde tomrummet efter Land og Folk og give information fra arbejdspladserne. Og i 90'erne bliver den bedre. Den udvikler sig meget positivt i de år, også journalistisk. Vi kommer væk fra de lange tunge artikler for eksempel taler fra Albanien, siger Johnny Laugesen. 

I 1997 oplever Arbejderens udgiver, partiet DKP/ML, en partikamp, som ender med, at flere ledende folk bliver ekskluderet og en gruppe medlemmer forlader partiet. Men det lykkes for partiets ledelse og Arbejderens redaktion at holde partikampen stort set ude af Arbejderen. Alle husker hvordan partikampen i DKP tidligere var med til at ødelægge Land og Folk.

Omtrent på samme tidspunkt bliver Arbejderen medlem af Danske Dagbladet Forening. 

- Vi føler os stærke nok til at begå os i medieverdenen og ønsker en ligeværdig plads blandt de øvrige dagblade og mulighed for at kunne få hjælp fra foreningen, siger Lotte Rørtoft-Madsen. 

I 1999 får avisen sit første diplom i konkurrencen om "Årets avisside". Året efter er der redaktørskifte på Arbejderen. Lotte Rørtoft-Madsen ønsker nyt arbejde efter mange år på redaktionen. Ny redaktør bliver Birthe Sørensen.

Hun har kun siddet i redaktørstolen i et års tid, da terrorangrebet mod World Trade Center varsler et årti, som kommer til at stå i krigene og terrorlovendes tegn. Det kommer til at præge Arbejderen op gennem 00'erne.