Tirsdag tager Arbejdsretten hul på striden mellem ejeren af Restaurant Vejlegården og 3F. Restauratøren vil have retten til at erklære 3F's sympatikonflikt ulovligt.
Tirsdag den 2. oktober inviterer 3F afdelingerne i region hovedstaden til demonstration foran Arbejdsretten. Det sker for at markere, at retten den dag tager hul på sagen mellem Restaurant Vejlegården og 3F.
Sagen er anlagt af Kristelig Arbejdsgiverforening på vegne af restaurantens forpagter. Arbejdsretten skal tage stilling til, om 3F’s konflikt mod Vejlegården er lovlig eller ulovlig på baggrund af den sympatikonflikt, 3F har iværksat.
Programmet byder på en stribe faglige taler og musikalsk underholdning ved Sjakket fra klokken 13:30.
Arrangørerne opfordrer til at medbringe røde faner til demonstrationen, der slutter ved 16 tiden.







