20 Jun 2013  

KBH: Let skyet, 23 °C

Græsrødderne gik på gaden

Arbejde & Kapital
04. okt. 2012 - 11:46 Opdateret:  04. okt. 2012 - 12:00
Folketingets åbning

Græsrødderne gik på gaden

Mette Kramer Kristensen, Monsun
Mere end 30 blafrende fagforeningsfaner og 500-600 fagligt aktive var mødt op ved Arbejdsretten for at vise deres solidaritet med 3F's krav om overenskomst. Blandt de fremmødte var også bestyrelsesmedlem i 0F, Mette Brok, som krævede "mindre løn og mere bøn".

DEL DENNE ARTIKEL

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
e-mail icon
RELATEREDE ARTIKLER
Fra slotspladsen til folketingssalen
Massefald på Hovedbanegården

I både København og Aarhus var der lagt op til happenings og demonstrationer ved Folketingets åbning. Til København kom der busser fra hele landet, både for at deltage ved demonstrationen foran Arbejdsretten og foran Christianborg, som samlede omkring 2000.

2. oktober
bi@arbejderen.dk
Demonstration 2. oktober

I København blev der demonstreret foran Christiansborg Slotsplads under parolerne:

Ja til velfærd og tryghed – Nej til forringelser og nedskæringer

Stop dagpengeforringelserne

Praktikpladser til alle

Ingen forringelser af fleksjob og førtidspension

Ordentlig levevilkår til alle på SU og kontanthjælp

 

I Aarhus var der folkemøde i Mølleparken. Her var kravene:

Ingen skal uforskyldt miste retten til dagpenge

Halvering af genoptjeningsperioden

Flere job ikke flere fattige

Praktikpladsgarant

Investering i uddannelse, ikke forringelser

Det var de lokale fagforeninger, ungdomsorganisationer og græsrødder, som gik på gaden ved Folketingets åbning i tirsdags. 

I både København og Aarhus var der lagt op til happenings og demonstrationer. Trods trusler om regn var vejret lunt og tørt, og stemningen var høj hele dagen igennem.

Allerede klokken 12 var der dækket op ved et langbord med plads til alle 179 folketingsmedlemmer på Christiansborg Slotsplads. Her serverede ti offentlige fagforeninger torsk i dåse og Le Pahp-champagne i plastickrus.

Omkring klokken 13.30 havde 3F-afdelingerne i region Hovedstaden inviteret til demonstration foran Arbejdsretten. Her blev der taget hul på sagen mellem restaurant Vejlegården og 3F.

Mere end 30 blafrende fagforeningsfaner og 500-600 fagligt aktive var mødt op for at vise deres solidaritet med 3F's krav om overenskomst. Og de kom ikke kun fra København, men i busser fra både Fyn og Jylland.

Da Vejlegårdens forpagter Amin Skov ankom, blev han mødt med buh-råb fra de fremmødte, mens byggefags-bandet “Sjakket” begyndte at spille en kendt John Mogensen-slager: “Der er noget galt i Danmark...”

Mere bøn mindre løn

- Vi har set, at man indenfor mange brancher laver social dumping, sagde Bjarne Høpner, formand for Lager- Post & Servicearbejdernes Forbund, som talte foran Arbejdsretten.

- Man gør det på byggepladserne, man gør det indenfor chaufførområdet, i hotel- og restaurationsbranchen, indenfor rengøring. Ja, man gør det på utroligt mange områder. Og det, man gør, er at angribe vores kollektive ret til at indgå overenskomster. Det er kernen i Vejlegårdskonflikten, fastslog Bjarne Høpner.

Han opfordrede samtidig de fremmødte til at fortsætte demonstrationen til Christiansborg:

- Lige om et øjeblik, når denne her demonstration er færdig, har vi et andet mellemværende oppe ved Christiansborg. De forsøger at forringe vores økonomiske sikkerhed, når vi ikke har noget arbejde, lød det fra 3F-formanden.

Bjarne Høpners indlæg kom dog ikke til at  stå uimodsagt. Umiddelbart efter indtog medlemmer af “0F - intet fagligt, intet fælles, intet forbund” scenen og leverede en bandbulle mod “bølle-kommunisterne i 3F”.  

Under slagord som “mere bøn, mindre løn” leverede den kristelige forenings bestyrelsesmedlem Mette Brok under stor jubel en ordentlig svada mod de fremmødte.

- I kan lige så godt vænne jer til, at rettigheder ikke er noget, I har. Det er noget, I bliver frataget, lød det afslutningsvis fra Mette Brok.

Reprimande til regeringen

Fra Arbejdsretten gik de fleste deltagere videre i samlet demonstration til Rådhuspladsen, hvor Stilladsarbejderne Klub havde sørget for scenen. Her kom nye grupper til. Pædagogernes fagforening LFS var repræsenteret med store røde faner og rundt om stod grupper med bannere malet med paroler som “Arbejde eller dagpenge”. 

Mange var dukket op direkte fra arbejde og brugte lejligheden til at tage sig en fyraftenspilsner og en snak med kammeraterne.

Demonstrationen var indkaldt under paroler om "ja til velfærd og tryghed - nej til forringelser og nedskæringer”.

Efter at have stået på Rådhuspladsen i en halv times tid begav folkemængden sig videre til Christiansborg Slotsplads, hvor programmet fortsatte. Også her havde de aktive stilladsarbejdere sørget for en scene.

Selvom dagpenge spørgsmålet fyldte mest i talerne, blev der også plads til en reprimande til regeringen over den høje ungdomsarbejdsløshed og de manglende praktikpladser.

- Der er intet så ringe som et samfund, der ikke kan tage sig af de unge, sagde Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København, fra talerstolen.

Kun Enhedslisten mødte op

Demonstrationsledelsen havde opfordret alle Folketingets partier til at sende en taler ud, men de eneste, der tog imod tilbuddet, var Enhedslisten, som sendte gruppeformand Per Clausen på talerstolen.

- Jeg lover, at vi nok skal gøre, hvad vi kan inde bag de tykke mure, for at huske regeringspartierne på, hvorfor de blev valgt, lød det fra Per Clausen til de forsamlede.

Fra Lager- Post- og Servicearbejdernes Fagforening kom a-kasseleder Søren Becher.

Han talte om den sociale katastrofe, som op imod 20.000 arbejdsløse danskere står umiddelbart overfor.

- Alene i Københavns Kommune – den kommune hvor Folketinget netop har fuldendt den højtidelige åbning – vil mindst 1700 københavnere miste deres dagpenge inden nytår. Halvdelen af disse mennesker er ifølge Jobcenter København ikke berettiget til offentlig forsørgelse.

Han afsluttede sin tale med ordene:

- Sålænge vi mangler arbejdspladser, sålænge vi har arbejdsløshed i kongeriget - sålænge har vi brug for et dagpengesystem, der giver tryghed til arbejderne. Kampen fortsætter.

Også på slotspladsen var "0F - intet fagligt, intet fælles, intet forbund" på pletten. Her blev der delt fyresedler ud til de fremmødte.

Fyringerne begrundede administrerende direktør Søren S. Nyd med, at de fremmødte “trods gentagne skriftlige advarsler” ikke havde fravalgt medlemskabet af fagforeningen.

Folkemøde i Aarhus

I Aarhus var der indkaldt til folkemøde i Mølleparken, hvor omkring 200 menesker mødte op. 

Her talte blandt andet formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Nord, Mads Bilstrup, som appellerede til, at prioritere det tværfaglige samarbejde i det sociale system og prioritere det enkelte menneske.

En anden taler var Klaus Jensen, a-kasseleder i 3F Transport, Logistik og Byg:

- Bare i den fagforening, jeg kommer fra, er mere end 150 i fare for at miste deres dagpenge inden næste sommer, sagde han og krævede, at ingen uforskyldt mister retten til dagpenge.

Efter beroligende musik fra "Ulvetimen" appellerede kunsteren Jan Morell til statsminister Helle Thorning-Schmidt:

- Lav nu den dagpengereform med EL-lerterne. Vi har ikke råd til, at der bliver flere fattige.

Fra de studerendes organisationer i Studenterrådet og DGS Østjylland  blev der takket for det gode samarbejde:

- Tak for at hele Velfærdssamarbejdet bakker op om et uddannelsessystem med plads til alle, lød det fra Jacob Ruggaard, næstformand for Studenterrådet, og Rasmus Holm, formand for DGS Østjylland.

- Uden den her type arrangementer bliver det svært at lægge det pres, som er nødvendigt, fortsatte de og roste det netværk, som er blevet skabt mellem elev- og studenterbevægelser i byen.

Nyeste: Arbejde & Kapital

Fagligt
20. jun. 2013 - 09:01
Færre på efterlønFra 2011 til 2012 er antallet af danskere på overførselsindkomst faldet med godt 13.000 personer. Især efterlønsmodtagere og sygedagpengemodtagere er der blevet færre af.
20. junFærre på efterløn
Fagligt
20. jun. 2013 - 08:00
Rengøringsansatte i faglig aktionAnsatte i rengøringsbranchen har elendige arbejdsvilkår. I mandags gennemførte rengøringsansatte aktion i 17 lande for at skabe respekt om faget.
20. junRengøringsansatte i faglig aktion
Fagligt
19. jun. 2013 - 07:48
85.000 kræver bedre dagpengereglerRegeringen fik mandag overrakt over 85.000 underskrifter med krav om bedre vilkår for de arbejdsløse. Dagpengekampagnen nåede ikke målet på 100.000 underskrifter, men initiativtagerne nægter at tage ØV-hatten på.
19. jun85.000 kræver bedre dagpengeregler
Økonomi
18. jun. 2013 - 13:14
Ingen problemer med dansk konkurrenceevneDen høje arbejdsløshed i Danmark skyldes ikke dårlig konkurrencevne, men manglende efterspørgsel i de lande, som Danmark normalt handler med, påpeger de Økonomiske Vismænd. Den danske efterspørgsel er også underdrejet.
18. junIngen problemer med dansk konkurrence...
Fagligt
18. jun. 2013 - 12:17
Regeringen slækker på krav om dansk løn På trods af, at regeringen havde meldt ud, at den ville benytte forhandlingerne om kommunernes økonomi til at kræve klausuler ved større byggeopgaver, er det endt med, at kommunerne selv må bestemme.
18. junRegeringen slækker på krav om dansk l...
Fagligt
18. jun. 2013 - 07:30
Håndhævelsesdirektiv i baglåsForhandlingerne om bedre håndhævelse af EU’s udstationeringsdirektiv trækker i langdrag. Landene er uenige om kontrollen af de firmaer, der udstationerer.
18. junHåndhævelsesdirektiv i baglås
Fagligt
16. jun. 2013 - 14:59
Flere deltidsansatte i butikkernePå 10 år er antallet af ansatte på deltid i butikkerne steget fra 36 til 50 procent. I discountbutikker er 67 procent af de ansatte på nedsat tid. HK er bekymret over udviklingen.
16. junFlere deltidsansatte i butikkerne