"Her har I en akutpakke. Den kan I ikke sige nej til."

Nogelunde sådan beskriver Søren Becher tilblivelsen af regeringens højt besungne akutpakke til 330 millioner kroner. Pakken blev præsenteret i slutningen af august som en aftale mellem a-kasser, kommuner, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

- Den kom som lyn fra en klar himmel, uden forudgående diskussion med nogen af parterne. Beskæftigelsesministeren serverede et færdigt produkt med en meget håndfast forventning om, at den her indsats bliver båret igennem af a-kasser og kommunernes jobcentre. Det var entydigt regeringens eget hug, fastslår Søren Becher.

Han er leder af a-kassen i den københavnske 3F fagforening Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund.

Som konsekvens af akutpakken er a-kassen, som alle andre, blevet pålagt at sende et enslydende brev til de arbejdsløse, der har et halvt år eller mindre tilbage af deres tid på dagpenge. Brevet er formuleret i Beskæftigelsesministeriet, og foreløbig har næsten 300 medlemmer af LPSF's a-kasse fået brev med beskeden: Du mister snart dine dagpenge.

- Regeringen gør et stort nummer ud af at have afsat 330 millioner kroner til de arbejdsløse, der står til at miste deres forsørgelse. Med sin akutpakke-manøvre fik regeringen held til at kaste ansvaret for de manglende job fra sig og i stedet overlade det til de ansatte i a-kasser og jobcentre, som ikke kan løse det grundlæggende problem, at der mangler arbejdspladser, siger Becher.

Beskæftigelsesministeren serverede et færdigt produkt med en meget håndfast forventning om, at den her indsats bliver båret igennem af a-kasser og kommunernes jobcentre.

Han kan levende forestille sig, hvad konklusionen bliver, når akutpakken skal evalueres, og det ikke er lykkedes at få de arbejdsløse i beskæftigelse.
- Så er det a-kasserne og jobcentrene, der ikke har gjort deres arbejde godt nok. Men ansvaret ligger på politikernes bord.

- Enten skal de skaffe folk et arbejde eller ændre dagpengereglerne, så ingen mister deres forsørgelse. Regeringen gør ingen af delene, men vedtager en akutpakke, der ikke er noget. Det er det største og mest velorganiserede bedrag set længe. 

Akutpakken har han ikke meget til overs for. Den er, ifølge ham, stort set sammensat af lutter velkendte redskaber som jobsøgning, virksomhedspraktik og job med løntilskud.

- Muligheden for opkvalificering uden løntilskud kender vi allerede i dag. Reelt er de eneste nyskabelser, at jobcentrene får højest 48 timer til at ekspedere en sag om løntilskud, hvis den arbejdsløse selv kommer med sådan et job, og at man kan få stillet en personlig rådgiver til rådighed.

Heller ikke den jobrotation, som Mette Frederiksen, gør et stort nummer ud af, ser han meget nyt i.

- Den form for jobrotation, som ministeren satser på, er den, hvor den arbejdsløse bliver ansat, mens en fastansat bliver opkvalificeret. Den arbejdsløse har noget at stå op til om morgenen, men timerne tæller ikke, og den arbejdsløse skubber bare dagpengeperioden foran sig. Hvornår oplever man, at den her form for jobrotation fungerer, spørger Søren Becher og svarer selv:

- I perioder med relativ lav ledighed, hvor en fastansat tør kaste sig ud i at forlade sin stilling for en periode for at blive opkvalificeret. Men når der er stor ledighed, klamrer man sig til jobbet. Man tør ikke risikere, at den, der kommer ind og overtager pladsen, skulle være dygtigere.

For at understrege, at jobrotation ikke er svaret, og slet ikke i tider med mange arbejdsløse, fortæller Søren Becher, at blot et enkelt medlem af 3F LPSF er i jobrotation. A-kasselederens konklusion er derfor klokkeklar.
-Med akutpakken har man pustet jobrotation op til noget vældig stort. Det er det i virkeligheden ikke.

I hele 3F er 30.000 medlemmer uden job. 5.500 af dem kan ikke længere få dagpenge efter de første tre måneder af 2013, med mindre de får et arbejde, eller dagpengereglerne bliver ændret.