Island har aldrig fremstået mere mørk og beskidt end i Óskar Thór Axelssons portræt. Alligevel mangler der noget.
Stebbi er en ung, splejset fyr, der lander i detentionen efter en massiv druktur. Her møder han den hårdtpumpede Tóti, som tilbyder at hjælpe ham med en god forsvarsadvokat. Det kan Stebbi ikke sige nej til, selv om han i samme åndedrag siger ja til et liv i evig gæld til Tóti og Tótis bagland, der viser sig at bestå af byens hårdeste kriminelle.
Instruktion: Óskar Thór Axelsson. 104 minutter. Har haft premiere.
Hvem forbinder normalt Island med forbrydersyndikater og hårdkogt narkokriminalitet? Det gør jeg i hvert fald ikke. Det skyldes nok, at jeg ikke har set det afbilledet, før jeg så Black's Game, der er islandske Óskar Thór Axelssons debut som instruktør.
Filmen er sat i slutningen af 1990’erne, hvor narkohandlen i Island endnu var drevet af selvstændige gadepushere. Her møder vi Stebbi (Thórvaldur David Kristjansson), en utjekket ung mand der lidt for ofte fester igennem på alkohol, og hvad der nu ellers er tilgængeligt i Reykjaviks natteliv.
Under en heftig druktur knuser han et glas i en fremmed mands ansigt og bliver tiltalt for grov vold. Foran detentionen møder han sin barndomsven Toti (Jóhannes Haukur Jóhannesson), der lover ham, at han kan skaffe ham ud af suppedasen, hvis Stebbi gør ham en tjeneste.
Toti leder en bande af narkokriminelle, og Stebbi har således forvildet sig ind i den islandske underverden, der er fyldt med lettilgængelige damer, kontanter og stoffer. Det er alt sammen for tillokkende, og Stebbi bliver draget ind i det.
Han når lige at finde sin plads i den nye tilværelse, da Bruno (Damon Younger) - en skruppelløs og ufølsom voldspsykopat - vender tilbage til byen. Han tager kontrol med Totis bande med det formål at overtage småpusherne og organisere Islands narkohandel.
Der er fart over feltet i Black’s Game. Der er gruppeslagsmål og folk, som bliver mishandlet med hamrer. Det ene øjeblik oplever man en sexscene mellem Stebbi og hans flirt Dagny (María Birta), og i det næste bliver vores hovedperson voldtaget af Bruno for åben skærm.
Denne stemning skal være med til at gengive Reykjaviks skyggeside, og det bliver flot teknisk understøttet af en urolig klipperytme. Det virker som det skal - Island har aldrig fremstået mere mørk og beskidt.
Men på trods af masser af action sidder man tilbage med en lidt flad fornemmelse efter filmen. Man møder mishandling, kvindebryster og sodomi så grafisk, at det bliver som om, instruktøren prøver for hårdt at forarge sit publikum.
Men det tjener mest til at aflede seerens opmærksomhed fra den kendsgerning, at man ikke rigtig kan identificere sig med nogen af de muskelbundter, der er filmens hovedpersoner.
Igennem filmen bliver der bygget op til en hel masse, der aldrig rigtig bliver udløst i slutningen, som er underligt afkoblet fra resten af filmen og nærmest virker hastet igennem.
