17 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 1 °C

Raymondas svære valg

Følelser på tåspids

Raymondas svære valg

Gnistrende temperamentsfulde passager i Nikolaj Hübbes opsætning af balletten Raymonda.

Raymonda, danset af J'aime Crandall, er trolovet med den ungarske adelsmand Otto, men en ny bejler dukker op, den spansk-mauriske prins Abderam, kraftfuldt, lidenskabeligt og fantastisk danset af Jón Axel Fransson.
FOTO: Henrik Stenberg
1 af 1

En ung, uskyldig og adelig pige i 1700-tallets Frankrig skal vælge sin fremtidige livsledsager? Hvem skal hun vælge? Den trygge, lidt fornuftige, sikre favn eller den fremmede, usikre, meget lidenskabelige og måske lidt "bad-ass" type. Et dilemma som unge piger og kvinder til alle tider har stået i, med mindre valget er blevet taget for dem. Dette er omdrejningspunktet i Det Kongelige Teaters opsætning af balletten Raymonda.

Raymondas fornuft har valgt, men hendes underbevidsthed lokker med andre ønsker. 

Raymonda er en klassisk ballet af de helt store, skabt af koreografen Marius Peptipa (Svanesøen og Nøddeknækkeren) i en alder af 79 år. Musikken, der er komponeret af Aleksandr Glazunov, er sofistikeret og melodiøs, og der er ikke sparet på hverken følsomme eller gnistrende temperamentsfulde passager.

Iscenesættelsen og koreografien har balletmester Nikolaj Hübbe stået for, og det har han gjort godt. Han har rykket den oprindelige handling fra middelalderen til 17-tallets rokokoæra, fordi det giver muligheden for at skabe et forrygende udstyrsstykke med hensyn til scenografi og kostumer.

Den prisvindende scenograf Richard Hudson er i den grad lykkedes med at drage publikum ind i et smukt, dramatisk, farvemættet eventyr, hvor farvevalget skifter, alt efter om vi er i Frankrig, Sydspanien eller Ungarn.

Underbevidstheden lokker

Raymonda, denne aften danset fabelagtigt af J'aime Crandall, er trolovet med den ungarske adelsmand Otto. Da han er forsinket, kommer en ny bejler på banen. Det er den spansk-mauriske prins Abderam, kraftfuldt, lidenskabeligt og fantastisk danset af Jón Axel Fransson.

Raymonda bliver tiltrukket af hans magt, rigdom og maskulinitet. Hendes fornuft har valgt, men hendes underbevidsthed lokker med andre ønsker. Hun skal vælge! Og det gør hun, klart og tydeligt, men med en sødme, så den forsmåede part accepterer sit nederlag.

Mest krævende rolle

Soloballerinaen er i centrum sådan en aften. Rollen som Raymonda er en af de mest krævende i det klassiske repotoire. Hun har intet mindre end syv soloer, og tåspidserne har nærmest ikke et øjebliks fred. Det er dybt imponerende og kan ikke afføde andet end respekt for ballet som stilart.

Uden tvivl skal denne opførelse af Raymonda have fem kæmpe store stjerner. Grunden til at den ikke rammer seks stjerner på denne premiereaften skyldes, at der indimellem oplevedes lidt usikkerhed på balletbenene og at synkroniciteten var noget ujævn.

Når du som Raymonda skal vælge, hvem og hvad du vil bruge din tid på, så tag ind at se hvem Raymonda vælger. Det er en lise for sjælen, bare at læne sig tilbage og forsvinde ind i det eldorado af sanseindtryk, der fylder salen på Gamle Scene.

14. nov. 2017 - 14:25   30. nov. 2017 - 22:00

Scene

Fanny Thorngaard
Anmelder
5

Raymonda. Ballet på Det Kongelige Teater.
Koreografi og iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Koreografi: Marius Petip.
Musik: Aleksandr Glazunov
Scenografi og kostumer: Richard Hudson
Lysdesign: Giuseppe Di Iorio
Dirigent: Graham Bond

Spiller til april 2018. Se mere: kglteater.dk

Annonce