Havde The Imposter været en spillefilm, havde vi nok fundet plottet utroværdigt.

Filmen fortæller historien om en ung franskmand, der overbeviser myndighederne om, at han i virkeligheden er den 16-årige amerikanske dreng Nicholas Barclay, der blev kidnappet tre år tidligere.

Blot snyder han ikke kun myndighederne, men også Barclays sørgende familie – og det trods tydelige forskelle i udseendet. Skyldes familiens accept af franskmanden et forståeligt ønske om at få Nicholas tilbage, eller har de en hemmelighed, som ikke tåler dagens lys?

Enhver instruktør af dokumentarfilm må uvægerligt erkende, at det at fremstille virkeligheden upartisk er en umulighed. Det øjeblik, du vælger ét klip frem for et andet, har du allerede foretaget indgreb i det virkeligt skete.

Men for instruktøren Bart Layton har situationen været en anden. The Imposter handler netop om løgn, om en ung franskmands fiktion, og så dem der troede på den.

Derfor er The Imposter, med undtagelse af de mange interviews, også konstrueret, som var den fiktion. Layton har truffet en klog beslutning: Gå ind på bedragerens præmisser og fortæl historien, som han har konstrueret den – som fiktion.

Så selvom The Imposter er en dokumentarfilm, forlanger Layton vores indlevelse i stoffet og får den. Det gør han dels, fordi Laytons fortællerstemme, franskmanden selv, hurtigt viser sig at være et geni hvad angår historiefortælling, og dels fordi Layton selv leger med. Blandt andet ved at benytte sig af velkonstruerede og effektive rekonstruktioner, hvor bedrageren spilles af, ja – bedrageren selv.

Vi får med andre ord lov at nyde løgnen, ganske som familien Barclay gjorde det. 

Det greb fungerer, og når Layton lader os forstå det fulde omfang af historien, må man tabe kæben. Her er en virkelig historie, som overgår de fleste fiktive. Og den er mesterligt fortalt.