15 Dec 2017  

KBH: Overskyet, dis, 1 °C

Kød, fedt og appelsinhud

Teateranmeldelse:

Kød, fedt og appelsinhud

Med "Kød og Blod" på Bådteatret sætter Graense-Loes nye standarder for teater til unge.

Det er de unges seksualitet, vovemod, angst og konformitet, der er på spil i "Kød og Blod" med Graense-Loes.
FOTO: Per Morten Abrahamsen
1 af 1

Den er så pokkers svær at forstå, denne mærkelige krop. En skønne dag er den ikke længere bare et stykke legetøj, men noget privat, der forbinder ånd og sjæl og kærlighed med menstruationsblod og for tidlig sædafgang. Kroppen er der, for det skal den være, men mange - rigtig mange - unge er inderligt utilfredse med at skulle leve med bumser, tamponer og for tykke lår.

I Graense-Loes' nye forestilling Kød og blod tager to mennesker naturen i egen hånd for at skabe den bedste version af sig selv. I en række til tider grænseoverskridende tableauer går de to spillere Kristine Elmedal og Thomas Nielsen ind i og ud af kroppens, fedtets, blodets og seksualitetens ubegribelige virkelighed. Som små supermænd snitter, skærer, stabler og mishandler de kroppen i et barnligt forsøg på at finde frem til de perfekte bryster, den perfekte hud og den lækreste røv.

Det er ungdomsteater, der rykker og rusker i det glansbillede, der plopper op i modemagasinerne, avisernes gossip, reklameplakaternes drømmeverden. Det er fandme ikke nemt at være 16 år og skulle manøvrere rundt i grøden af glatpolerede meningsdannere og pengegriske kludefabrikanter.

Graense-Loes, der har eksisteret siden 2005 har i en række bemærkelsesværdige forestillinger som Undertiden lever man og Fucking alene taget temperaturen på tidens teenageres selvværd og virkelighed. Teatret kalder sig selv et "punkpoetisk ungdomsteater", og det er ikke falsk varebetegnelse. Bagved står de to scenekunstnere med meget mere Katrine Karlsen og Sissel Romme Christensen, som med en imponerende konsekvens kalder en skovl for en skovl, en spade for en spade og en krop for en krop.

Graense-Loes indkapsler modigt det skræmmende, det smertefulde, det sårbare, det smukke ved at være menneske, fra den første fedtknop til den sidste appelsinhud. Det er respekt i stedet for fordømmelse, kampgejst i stedet for nederlagsstemning. Det er en fremstrakt hånd til såvel de problemplagede teenagere som til en forvirret, magtesløs forældregeneration. Det er bare så flot.

31. okt. 2013 - 16:02   07. nov. 2013 - 12:44

Scene

Gert Poder
Anmelder
5

Kød og Blod - om kroppens (u)mulige forvandlinger. Gæstespil med Graense-Loes på Bådteatret. Instruktion: Leiv Arne Kjellmoen. Scenografi m.v.: Sissel Romme Christensen. Til 9. november.

Annonce