Med sin enestående præsentation af den franske impressionist Berthe Morisots store malerkunst leverer Ordrupgaard et seriøst angreb på enhver undskyldning for at acceptere kønsdiskrimination.
Berthe Morisot. Den store kvindelige impressionist. Ordrupgaard, til 27. januar 2013.
Det er stor kunst, som museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark og hendes stab har samlet på Ordrupgaard. Med tålmod og snilde er det lykkedes at samle en væsentlig del af de få hundrede værker, der er offentligt tilgængelige fra den franske impressionist Berthe Morisots hånd.
Mange af de viste værker regnes blandt ikke blot kunsterens men også tidens vigtigste maleriske manifestationer. Ud over Berthe Morisot (1841-1895) kan man stå få centimeter fra værker af hendes kolleger Degas, Renoir, Monet, Cézanne
Fra det lyse, lette Vasketøjet hænges til tørre (1875) til et af de sidste værker fra hendes hånd, det sanselige Solnedgang over søen i Boulogneskoven (1894) viser udstillingen Berthe Morisot. Den store kvindelige impressionist en af de mest banebrydende epoker i moderne europæisk malerkunst, opgøret mod akademismen.
Der er noget selvindlysende i, at det bliver kvinden Berthe Morisot, der - omgivet af sine langt mere berømte kolleger som Renoir, Pissaro, Monet, Manet, Degas, Sisley og senere Gaugain og Cézanne - bliver den mest konsekvente udøver af impressionismen.
Det er hende, der mere end nogen anden af impressionismens kunstnere i perioden 1874-1894 formår nærmest tilfældigt, skødesløst og arrogantt at indfange naturens inderste væsen. Gennem sine fnuglette penselstrøg beretter hun om poesien i naturen, lyset og legen, de små ting i den store virkelighed, de store drømme i den lille verden.
Som kvinde er hendes motiver begrænset til det daglige univers, små snapshots af børn, kvinder og en sjælden gang mænd, der slapper af, hygger sig i parken, langs floden, i hjemmet. Det er afklædte kvindekroppe foran spejlet, renset for lummer erotik - en ryg, en nakke, et bryst, en balle - der søger efter en moderne identitet, et ståsted og holdepunkt i en stivnet patriarkalsk verden.
Selv om Berthe Morisot var sine mandlige kolleger både teknisk og visuelt langt overlegne, opnåede hun aldrig den anerkendelse som kunstner, der burde have fulgt hendes talent og 20 år lange kamp for at komme det gamle, undertrykkende samfund til livs.
Også denne historie har Ordrupgaard med simple pædagogiske midler formår at fremhæve. Enhver, der alvorligt mener, at ligestilling mellem kønnene er lige så naturligt som at trække vejret, bør se dette indblik i Berthe Morisots dybt feminine, moderne verden.
Udstillingen med Berthe Morisot følges senere op med endnu en i rækken af store kvindelige kunstnere, den samtidige, amerikansk-fødte Mary Cassatt.
