22 Nov 2017  

KBH: Spredte skyer, let regn, 5 °C

Friheden er endnu ikke vundet

Særudstiling om slaveri

Friheden er endnu ikke vundet

Med særudstillingen Stop Slaveri! tager Arbejdermuseet os med på en rejse i Danmarks historie som slavenation. Til trods for de dystre historier, er udstillingen også en hyldest til gårsdagens og nutidens kamp for frihed – og en opfordring til at kæmpe med.

I midten ses fagforeningslederen David Hamilton Jackson, der utrætteligt arbejdede for at forbedre samfundsforholdene for den vestindiske arbejderklasse.
FOTO: Frederik Fensbo /Arbejdermuseet
En overklassefrue nyder sukker produceret af de danske slaver i Vestindien. Sukker var på den tiden en vild luksus.
FOTO: Frederik Fensbo /Arbejdermuseet
Udstillingen opfordrer alle til at tage del i Fairtrade-bevægelsen for at stoppe det moderne slaveri, der i dag tæller 21 millioner mennesker verden over.
FOTO: Frederik Fensbo /Arbejdermuseet

Det er let at tage frihed for givet, når den aldrig har været taget fra dig. Denne virkningsfulde, men enkle, sætning sætter rammen for Arbejdermuseets nye udstilling Stop Slaveri!. For det er vel en kendsgerning, at vi i vores fredelige samfund og materialistiske overflod ikke tænker på slaveri som noget, der angår os idag. Stop Slaveri! er en udstilling, der ændrer på netop det.

Slavernes frihedskamp på De Vestindiske Øer bliver i udstillingen hyldet som deres egen kamp og deres egen sejr.

Ved at koble gårsdagens slaveri med dagens moderne slaveri, rokker det ved forestillingen om, at vores grundlæggende menneskesyn er langt foran fortidens. Den internationale arbejdsorganisation ILO, som er en del af udstillingen, fortæller os den ubehagelige sandhed, at der i dag findes 21 millioner slaver globalt – flere end på noget anden historisk tidspunkt. 

De moderne slaver arbejder i miner, de producerer vores tøj og elektroniske produkter. De er sex-slaver, de plukker vores tomater i Italien eller fisker vores fisk i Thailand. Det er en lukrativ forretning. ILO's egne tal viser, at dagens slaver årligt skaber et overskud på 1000 milliarder danske kroner!

Udstillingen Stop Slaveri! formår at forbinde forbrugerkulturen med produktion, udnyttelse, tvang og uretfærdighed tusindvis af kilometer væk fra vores egne komfortable liv. Den tør at skubbe til en iboende følelse af afmagt og skyld, eftersom vi alle er den del af problemet, gennem de varer vi køber. Men udstillingens store styrke ligger i, at den vender afmagt om til handling. Den opfordrer os til at stille krav til producenter og kræve en ansvarlig varehandel globalt.

De riges punch

Det mest ubehagelige ved at skulle forholde sig til slaveriet som fænomen, er den umenneskeliggøring, der forsvarer og retfærdiggør det. Udstillingen tager fat i dette lige fra starten, hvor slavesamfundet i de danske kolonier præsenteres. Her kan vi blandt andet se løsninger på praktiske problemer ombord på et slaveskib, som plantegninger, der viser, hvordan der er plads til flest muligt slaver. Instrumenter, der kan tvinge munden åben på en sultestrejkende slave. Ved siden af ruller navnene på slaver over en skærm.

Den danske trekantshandel var en handel i sort og hvidt guld – de sorte slaver fra den afrikanske vestkyst og det hvide sukker produceret på plantagerne i Vestindien. Vi får et indblik i, hvilke lag af det danske samfund, der nød godt af slavernes arbejdskraft; en simpel punchebolle i porcelæn fortæller historien om en adel, gejstlighed og et borgerskab med adgang til luksusvarer, som sukker og rom. Det bliver til en historie om et samfund, hvor afstanden mellem dem, der har, og dem, der ikke har, synes uendelig stor. Nederst i hierarkiet er de afrikanske slaver, i fuld gang med tvangsarbejde på en caribisk ø, mens de adelige skåler i punch.

Er det noget man savner er det mere dybdegående forklaringer på det nutidige slaveri...

For dette er også historien om en økonomiske elite, der netop retfærdiggør sin egen overdådighed ved at umenneskeliggøre samfundets bund. Eller som Eric Williams, historiker og Trinidad og Tobagos første præsident, udtrykte det: "Slaveriet blev ikke født af racisme; racisme var konsekvensen af slaveriet". Tænk bare på udviklingen af den "videnskabelige racisme", hvor afrikanere "beviseligt" var psykisk og fysisk tilpasset fangenskab, eller de, der mente, at slaveriet gavnede de slavegjorte gennem "civilisering" og "kristendom".

Ved at vise billeder af de danske ejendomme, der er bygget af slavehandelens rigdom, gør udstillingen Stop Slaveri! denne historie til noget, vi kan forholde os til. Nyhavn 11, Børsen og den Røde Bygning på Slotsholmen, Odd Fellow Palæet i Bredgade, samt andre gods- og herregårde landet rundt, bliver alle gjort til stående symboler på Danmarkshistoriens uden tvivl mørkeste kapitel.

Menneskets frihedstrang

Med Stop Slaveri!-udstillingens mange historier, så følger følelser af vrede og indignation med. Derfor er det forløsende, når man endelig når frem til slavehandelens og slaveriets ophør i henholdsvis 1803 og 1848. Udstillingen fortæller detaljeret om, hvordan slaverne vinder deres frihed gennem kollektiv modstand og oprør. Især Fireburn-oprøret, i byen Frederikssted, hvor sukkerværker- og marker bliver brændt ned, bliver et udtryk for den brændende frihedstrang, der bor i dybt i den menneskelige sjæl.

...det virke en smule naivt, at det moderne slaveriet skal løses af den enkelte forbruger... 

Slavernes frihedskamp på De Vestindiske Øer bliver i udstillingen hyldet som deres egen kamp og deres egen sejr. Det står i kontrast til andre ofte fortalte historier, hvor friheden bliver givet til dem ovenfra og ned. Et eksempel er USA's kollektive narrativ om præsident Abraham Lincoln, som afskaffer slaveriet af humanistiske årsager (se bare Steven Spielbergs film Lincoln fra 2012). Her er slavernes egen modstandskamp nærmest er udeladt. Så læs hellere historikeren Howard Zinns bog USA – Folkets Historie, så får vi en helt anden fortælling om organisering, oprør og en præsident, der ser slavespørgsmålet som en måde at vinde en borgerkrig på.

Arbejde er en menneskeret

På Arbejdermuseets udstilling bliver vi netop præsenteret for organisering som en nødvendig præmis i kampen for frihed og grundlæggende rettigheder. En hel afdeling er viet til fagforeningshelten David Hamilton Jackson og forbindelserne mellem den danske og vestindiske arbejderklasse. Det giver et spændende indblik i gårsdagens internationale solidaritet, som i dagens højre-populistiske politiske klima synes forsvundet.

Samtidig er det en påmindelse om, at arbejderrettigheder er de helt centrale elementer i menneskerettighederne og for et stærkt demokrati. For nylig blev den thailandske regering kritiseret af FN for ikke at gøre nok for at stoppe den udbredte brug af slaver, der eksisterer i fiskeindustrien. Thailand svarede med, at en række love er blevet indført. Men Thailands problem er et manglende demokrati, der baner vejen for rå kapitalisme og korruption.

International Organization for Migration (IOM) fortalte i sidste uge, at de klassiske slavemarkeder var genopstået i Libyen, et land efterladt i kaos efter vestens krigsføring. "Migranter med færdigheder indenfor fliselægning eller maling gik for de højeste priser," fortalte IOM's leder til BBC.

Er det noget man savner på udstillingen Stop Slaveri! er det mere dybdegående forklaringer på det nutidige slaveri – krige, flygtningenpolitik, korruption og økonomisk ulighed – og løsningerne på disse. Derfor kan det virke en smule naivt, at det moderne slaveriet skal løses af den enkelte forbruger og Fairtrade-cerificerede forbrugsvarer.

Uanset dette er Stop Slaveri! en udstilling, der er unik, lærerig og et must-see i forbindelse med 100-års markeringen for salget af øerne fra en kolonimagt til en anden. Det er en udstilling, man ikke forlader uden at være dybt mærket af den. Arbejdermuseet tilrettelægger også undervisningsforløb for folkeskoleklasser i forbindelse med udstillingen, hvilket er en beundringsværdig indsats for at skabe fremtidens solidariske og samfundsbevidste borgere.

24. apr. 2017 - 16:43   10. jul. 2017 - 10:59

Udstilling

Pål Velo
Anmelder
5

Stop slaveri! Arbejdermuseets nye særudstilling med fokus på slaveri som et massivt problem i verden, både i fortiden, men i særdeleshed også i nutiden.

Stop slaveri! - åbnede den 31.marts på 100-årsdagen for salget af Jomfruøerne/De Vestindiske Øer.
Udstillingen varer frem til marts 2018.

For flere informationer om udstillingen, samarbejdspartnere og artikler om Undskyldningsdebatten vedrørende salget af De vestindiske Øer, se:
https://arbejdermuseet.dk/
 
 

Annonce