Den aldrende Michelin-kok Alexandre Lagarde (Jean Reno) – der er godt ved muffen og berømt fra TV og sine mange kogebøger – er gået kreativt i stå. Nu trues han med fyring, hvis han mister en af sine tre Michelin-stjerner, og det ser sort ud: kritikerne er kun til moderne molekylær gastronomi, et koncept Lagarde afskyr som pesten. Han må derfor tage utraditionelle midler i brug.

De dumper ned i skødet på ham, da han støder ind i amatørkokken Jacky (Michaël Youn), der arbejder som ufaglært maler på det plejehjem, hvor restaurantens aldrende ejer bor.

Og det er dét. Filmen går sin slagne gang og følger – ja, opskriften. Der er ikke meget nyt under solen, men det gør egentlig ikke så meget.

Filmen er både sød og morsom, og der er i grunden intet galt med, at en film holder sig til konventionerne. Selvom det altid er forfriskende, når der brydes med ens forventninger, så er der også en grund til, at sådanne konventioner opstår: de virker.

Jean Reno er veloplagt i rollen som den gnavne Michelin-kok, der tænker på restauranten frem for alt. Også Michaël Youn er fin i den bærende hovedrolle som Jacky. De to har en kemi sammen, som får de ellers noget forudsigelige falden-på-halen-agtige jokes og gags til fungere og være morsomme.

Filmen er instrueret af Daniel Cohen, der ellers har mest erfaring foran kameraet. Cohen, der også selv har skrevet manuskriptet til Kokken, har nu fået stykket en fin lille film sammen, der sagtens kan bringe et smil på læbe – også selvom det er en gammel og velkendt opskrift: ild møder vand, og til sidst bliver de venner. Det er kendt, men det fungerer.