21 Nov 2017  

KBH: Let skyet, 0 °C

Fra mangfoldighed til ensretning

Teater Mungo Park, Kolding:

Fra mangfoldighed til ensretning

"Folkeskolereformen" er et godt udspil til debat om lærernes og folkeskolens fremtid, men det handler lige så høj grad om alle andre faglærte og ufaglærtes arbejdsvilkår og bekymringer.

Læreren er som mange andre buret inde besparelser, reformer og fordomme. Nanna Bang i "Folkeskolereformen".
FOTO: Palle Peter Skov
1 af 1

Her er et stykke debat teater, at der kan sætte gang i fagforeningen eller forsamlingshuset!

Hvis ikke vi protesterer og samler os om nye krav, så er demokratiet ude af folkeskolen både som arbejdsplads og som en samfundsinstitution.

Hvad er det vi vil med folkeskolen eller rettere med fremtiden og vores børn? Hvad vil vi finde os i på arbejdspladsen? Hvad er det, vi kæmper for?

"Folkeskolereformen" er et stykke vanvittig morsomt og på samme tid grav-alvorligt teater. Vanvittig morsomt fordi skuespiller Nanna Bang alene på scenen folder alle pressens og ministrenes floskler ud, og drøner dem helt ud over kanten. Nanna Bang spiller skiftevis folkeskolelærer og kommentator. Snart sveder hun løs som begge parter i en dialog, hvorefter hun forsøger at undervise i en klasse i to fag samtidig (sex og sundhed i tysktimen) - og besvare opkald fra leder og forældre. Pyh! 

Demokratiske medborgere

Nanna Bang haster som nyuddannet lærer igennem et skoleridt, et mareridt, i begreber og fakts: folkeskolens 200-årige historie, de nationale mål, arbejdstidsaftale, lockouten, ministres bortforklaringer - og hvad der ellers er sket for at styre skolen og samfundets mangfoldighed ind i en ensretning.

Gravalvorligt, fordi stykket peger på, at hvis ikke vi protesterer og samler os om nye krav, så er demokratiet ude af folkeskolen både som arbejdsplads og som en samfundsinstitution for børns læring og opdragelse til demokratiske medborgere. Især hvis vi holder op med at diskutere det.

Det ville være en styrke for stykket at lade pointerne svirre lidt i stilheden sammen med Nanna Bangs gode mimik og øjenkontakt.

Publikum får ikke lov at gemme sig i mørket. Publikum får flere roller undervejs i "Folkeskolereformen", som forældre til børn i klassen, lærerkolleger, samfundsborgere i det hele taget – for alle har jo et kendskab til, og en mening om folkeskolen. Og alle betaler skat til folkeskolen.

Hvis Ryanair får ret 

Forfatterne bag "Folkeskolereformen" har i den grad været på arbejde. Det har ikke været nok med en tjekliste for Undervisningsministeriet, minister Antorini og Dronningens visioner. Alt er blevet undersøgt inden stykket kunne skrives og øves. Forfatterne har spurgt blandt dem, der står midt i reformen som lærere, skoleledere, folk fra Danmarks Lærerforening. Måske skulle man også spørge eleverne?

"Folkeskolereformen" er måske mest henvendt til lærere, men det kunne være spændende at se, hvilken debat der ville udvikle sig, hvis den blev spillet overfor de, der kommer til at arbejde uden overenskomst, feriepenge og sygedagpenge, hvis Ryanair får ret som de har agt? 

21. mar. 2015 - 15:08   21. mar. 2015 - 15:10

Debatteater

Karin Busk
5

"Folkeskolereformen". Teater Mungo Park, Kolding. Spiller frem til 12.maj.

Medvirkende: Nanna Cecilie Bang. Instruktører: Anna Schulin-Zeythen og Heinrich Christensen. Forfattere: Tomas Lagermand Lundme, Anna Schulin Zeuthen, Nanna Cecilie Bang og Lasse Bo Handberg.

Spilletider og billetter: www.mungoparkkolding.dk/

Turné, kontakt producent Agnete Krabbe: agnete@mungoparkkolding.dk 

Annonce