Aleksandr Sokurovs film Taurus, om Lenins sidste dage, skal være et portræt af “et menneske som dig og mig” men ender med at være en noget grumset omgang.
Taurus (2001). Instruktion: Aleksandr Sokurov. 104 minutter. Spiller i Cinmateket sidste gang 30-09-2012.
Portrætter af store mennesker, som skal vise, at de i virkeligheden bare var helt almindelige, har det med at følge den samme formel.
I starten fremstilles den store leder som usårlig, derefter præsenteres han for en grim situation eller et dilemma af en art, og i sidste ende viser han, at han er både menneskelig og sårbar – for better or for worse.
Aleksandr Sokurovs film Taurus følger på ingen måde sådan en formel. Den er en del af hans tre film om magtfulde mænd: Hitler, Lenin og Hirohito. Moloch (1999), Taurus (2001) og The Sun (2005).
En knækket kæmpe
Vi følger revolutionslederen Lenin (Leonid Mozgovoy) i hans sidste timer. Oktoberrevolutionens politiske hovedarkitekt sidder isoleret på et eksproprieret landsted, omgivet af sin kone, søster og utallige kadetter.
Men Lenin er syg – han har haft tre slagtilfælde og er nu lam i højre side af kroppen. Hans kone (Mariya Kuznetsova), læge og assistenter må hele tiden hjælpe ham rundt, men de færreste af dem tænker på andre end sig selv.
Og hele tiden fniser de, griner af ham.
Alle andre end konen behandler ham som et barn: taler til ham som et, slår ham over fingrene, lyver for ham, taler ned til ham i simple vendinger og med en overdrevet artikuleren. Og hele tiden fniser de, griner af ham.
Den eneste, ud over konen, der behandler ham på en nogenlunde manér er den besøgende Stalin (Sergei Razhuk), der bliver spillet med uhyggelig livagtighed. Men gennem små løgne, bemærkning og henkastninger forstår vi, at også han spiller rænkespil.
Partiets centralkommitté forærer symbolsk Lenin en stok. Der skulle have været en inskription, fortæller Stalin. “Kun een stemte imod”, siger han. “Trotskij”, svarer Lenin, halvt spørgende. “Selvfølgelig”, lyder svaret og med følger et skelmsk smil bag den forkrøblede kæmpes ryg.
Et forbitret barn
Hurtigt begynder Lenin også at opføre sig som et arrigt barn. Han bliver hysterisk, og hans kamp for at bevare sin integritet ebber ud i et bittert gentaget “jeg kan selv!” Kan selv, vil selv, Vladimir er en stor dreng.
Filmen fremstiller ikke Lenin som et menneske som dig og mig. I stedet fremstilles han som et degenereret vrag. Vi forstår, at når post og telefonopringninger holdes fra revolutionslederen, er det for landets bedste.
OK. Så langt er vi med. Vi er også med, når vi ser ham i samtale med konen: frisk, tænkende, filosoferende. Hans degeneration er åbenbart en reaktion på omgivelsernes desperate forsøg på at gemme ham væk. Problemet er, at det dominerende billede er den svage, gale, skrøbelige Lenin.
Hans kamp for at bevare sin integritet ebber ud i et bittert gentaget “jeg kan selv!”
Filmen fremstiller ikke Lenin som “du og jeg”, for han er det ikke: han er vanvittig af isolation og fornægtelse. Af at blive holdt væk fra sit livsværk, fra revolutionen. Han er forladt og fornedret, forbitret.
Som sådan er det en spændene historie, men den fortælles rodet, uden fokus og uden nogen fremadskridende kraft. Der er ingen central fortælling andet end den tematiske fremstilling af en nedbrudt mand.
Læg dertil, at det hele holdes i et blåt og grumset skær, der gør det svært at tro på, at filmen er fra 2001 og ikke 1981. Og endnu dertil, at Cinematekets kopi er slidt, de engelske undertekster ringe og ude af sync, og at lyden til tider hopper.
Helhedsindtrykket står uudsletteligt tilbage. Af en knækket, svag og gal mand. Og af en rodet, grumset og kluntet film uden mål eller fokus. At den alligevel må tiltvinge sig en vis respekt og nogenlunde karakter skyldes kun fremragende skuespil fra særligt Mozgovoy og Razhuk og en glimtvis interessant dialog.
