13 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, let regn, 1 °C

Det visualiserede klimavanvid

Anmeldelse

Det visualiserede klimavanvid

Naomi Kleins film om klima-katastrofen og de, der kæmper imod, bør ses af alle anstændige mennesker.

Over 300.000 mennesker demonstrerede i New York den 21. september i protest mod klima-ødelæggelserne. Den 29. november marcheres der igen.
FOTO: Foto fra filmen: CPH:DOX
1 af 1

Talrige ekstraforestillinger er et opløftende tegn på interesse: Den canadiske journalist Naomi Kleins seneste indspark i debatten om klima og kapitalisme er bogen "Intet bliver som før" - og nu har filmen af samme navn haft premiere her i landet.

I voldsomme kontraster mellem uberørt og ødelagt natur - ofte i fantastiske luftbilleder - visualiseres vanviddet.

Dokumentationen af råstofplyndringens rovdrift på naturen, smadringen af menneskers liv og helbred, CO2-udledningen og drivhuseffektens klimatiske virkninger er overvældende. I voldsomme kontraster mellem uberørt og ødelagt natur - ofte i fantastiske luftbilleder - visualiseres vanviddet.

Ligeså chokerende og gribende er indslagene om de fattiges liv i de berørte områder. Fortvivlelsen og desperationen, som alligevel vendes til selvopofrende kamp for deres jord, vand, luft - eksistens.

Søle og smog 

Vi er i Alberta, Canada, hvor kæmpemaskiner har jordskrællet et areal på over 200 km2. tidligere skov i jagten på tjæresandsolie. Vi er i Montana, USA, hvor en familie kæmper for bæredygtigt landbrug mod en trussel, som to dage efter Klein-holdets afrejse bliver til virkelighed: Deres drømme og jord er oversvømmet af olieholdig vand fra en flod, der er gået over sine bredder i forbindelse med et udslip fra nye pipelines.

Vi er smogkatastrofernes Kina, hvor en lille pige endnu ikke har set en stjerne på himlen over Beijing. Landet er verdens største CO2-udleder. Her er det så slemt, at kulproduktionen faktisk faldt i 2014, og landet er nu blevet storeksportør af solceller. Også dét handler om profit og billig arbejdskraft. En luftoptagelse af et netværk af tag-solceller midt i en ærtesuppe af smog siger alt...

...og poltisk slam

Vi er i New York, hvor Sandy var på besøg i 2012. Det var en orkan, der ledsaget af oversvømmelser smadrede huse og gjorde tusinder af mennesker i de fattige kvarterer hjemløse. Der klippes til tidligere præsident Ronald Reagans udsagn: 

- De ti dyreste ord i USA er: "Vi har brug for hjælp. Hvordan kan regeringen hjælpe os?" 

Der klippes tilbage til New York, hvor utrættelige frivillige deler mad, tøj, vand og medicin ud, etablerer varmestuer og nødlazaretter. De og beboerne siger samstemmende:

- Der er ingen hjælp at hente. FEMA (det føderale katastrofeberedskab) og Røde Kors er væk. Der er ingen regeringshjælp. Det er som med Katrina i New Orleans. 

Der klippes også til Obama, der seriøst praler af, at "USA producerer mere olie og gas end nogen sinde før", "offshore produktionen er firedoblet" osv.

- Hvad er det for en lobby, der sikrer, at der ingen globale klimaaftaler kan laves, spørger folk. 

Uretfærdig og retfærdig vold

Vi er i Andra Pradesh, Indien. I Sompeta vil koncernen NCC opføre et stort kraftværk og skrælle jorden væk for at give det kul-næring. De lokale beboere, som lever af jorden og vandet, véd, hvad der vil ske. De protesterer modigt, demonstrerer og blokerer byggepladsen. De mødes af afsindig politivold, stokkeslag og tåregas,

Til sidst skærer beboerne kæppe til af tilbagestående træer og går til modangreb på politiet, som flygter over hals og hoved. Politiet skyder til måls med skarpt. To mennesker dør. Få dage efter beslutter delstatsregeringen at trække tilladelsen til kraftværket tilbage.

Action og reaktion

Vi er i Halkadiki, Grækenland. Et naturskønt, skovrigt område, hvor 317 hektar skal ryddes til fordel for guldudvinding. Uden hensyn til liv og helbred blokererog aktionerer de lokale. Politiet affyrer tåregas i tætbebyggede boligkvarterer. Voksne og børn kvæles. Folk arrestereres og retsforfølges, mens en sleben embedsmand taler om at komme til fornuft, acceptere retsstaten og den "gavnlige beslutning for landets betrængte økonomi".

Naomi Kleins mikrofon må dog registrere, at "bed dit canadiske firma, Eldorado, om at pakke sammen". Dets kontrakt med regeringen omfatter end ikke oprydning efter guldrøveriet. Den lokale borgmester bliver ikke genvalgt. Det nyvalgte regeringsparti Syriza lover at stoppe projektet. Men sagen er ikke afgjort, Syriza strides, og udlandets pres for adgang til landets ressourcer til gengæld for nye lån til betaling af gamle fortsætter.

Vi er i Tyskland, hvor mennesker både tilsyneladende frygtløst kæmper mod a-kraft og forurening og naturødelæggelser. Lænker sig med hænder og en stram bøjlelås om halsen (!) til maskiner, bygninger, boreplatforme, kraner. Og de får også en del af kreditten for, at 30 procent af Tysklands energi nu udspringer fra alternative kilder.

Men Merkels & Co.´s pres mod Grækenland, Spanien og Italien m.v. for sociale nedskæringer, udsalg af nationale ressourcer og nedskæring i statslige, alternative investeringer fortsætter.

Billedsiden siger alt

De gribende billeder og de filmede aktørers ord og handlinger taler sit eget sprog. Og dokumenterer klart, hvad og hvem, der er mekanismer og bagmænd bag forarmelsen, udsultningen og miljøkatastroferne.

Naomis Kleins velmenende, personlige kommentar er derimod overflødig. Den forekommer at være et dagbogsagtigt stilbrud i forhold til dokumentar-genren. Den fylder for meget og trætter ved mange gentagelser i forskellige formler, som kredser om historien om menneskets fejlopfattelse af naturen tilsat lidt kritik af "vores økonomiske system". Ordet "kapitalisme" er næsten tabu.

Men folk har jo lov at bruge filmen til at tænke videre selv.

En hyldest til folkemagten

Og filmen er en værdig og og opløftende hyldest til de fattige, uuddannedes spontane indsigt og viden om deres kamps globale perspektiv. Et billede på deres sorger, men også deres glæde over sejre og fælles, alternative, bæredygtige projekter og forhåbninger. 

Den er ikke mindst en hyldest til de oprindelige folk som Beaver Creek-indianerne. Til alle arbejdende folk af alle nationaliteter og hudfarver, som på lokalt plan slutter sig sammen - og hvis kampe globalt er forbundet. Filmens udbredelse er en vigtig faktor for, at de også fysisk finder sammen i fælles handling. Så vil det rykke!

25. nov. 2015 - 20:25   29. nov. 2015 - 20:32

Film

Arne Lennartz
Anmelder
5

Naomi Klein og Awi Lewis: Intet bliver som før. Dokumentarfilm. 89 minutter. Canada, USA, 2015. Importeret og fremvist på CPH:DOX festivalen 5-15. november 2015, www.cphdox.dk.

Annonce