15 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 2 °C

Der er ikke meget at grine af, men vi prøver

Cirkusrevyen 2017

Der er ikke meget at grine af, men vi prøver

Cirkusrevyen 2017 kører de gustne emner igennem satire- og sarkasmemaskinen, så der bliver noget at grine af, men det virker som om, revyen ikke rigtig tror på, at det kan bære.

Cirkusrevyen 2017 gav også Liberal Alliance en tur i revy-vrideren. Fra venstre Henrik Lykkegaard, Lisbet Dahl, Niels Ellegaard og Ulf Pilgaard.
FOTO: Henrik Petit
1 af 1

Iklædt gråt i gråt tager skuespillerne fat fra scenen i Cirkusrevyen 2017. De åbner aftenens forestilling. De supplerer hinanden i en opremsning af de triste ting i vor nutid. Desillusionerede. Der er ikke noget at grine af. Men så skiftes der på et split-sekund og alle skuespillere og dansere er iklædt blomster, pang-farver og smil.

Man savnede især, at den nyeste spiller på banen – Lise Baastrup, havde fået noget mere at arbejde med. 

Scenen forvandlet til en eksplosion af farver. Og nu synges der om det positive. Publikum anerkendes, fremhæves og roses. Nu skal vi hygge os og have det skægt.

Den danske revyskat

Cirkusrevyen havde sin første forestilling tilbage i 1935, hvor revyen blev skabt af blandt andre Osvald Helmuth. Igennem en årrække var det især viserne fra revyen, der var varemærket. De blev landskendte og mange indgik i den danske sangskat. De senere år er der ikke mange sange, der vandrer videre fra revyen og bliver kendte landeplager.

I dag er det revyens figurer, der bliver husket. Ulf Pilgaards Dronning Magrethe, Lisbet Dahls umusikalske lejlighedsvise-syngende arrige kone, for at nævne to af de kendteste. De var begge blevet hjemme i år. Men det var de to skuespillere ikke. For 37.gang står Ulf Pilgaard på scenen, og Lisbet Dahl for 31.gang. De er blevet levende legender – henholdsvis 76 og 71 år.

SKAT, Trump og test

Indgangsnummeret er meget symbolsk for selve forestillingen, og rammer den meget godt ind; emnerne og indholdet er faktisk ikke noget at grine af. Skandalen med SKAT, Trump, Inger Støjberg, fremmedhad og danskhedstest for at nævne nogle.

Men det er jo en revy, og det er jo morskabsteater, så de gustne emner køres igennem satire- og sarkasmemaskinen, så der bliver noget at grine af. Men det virker som om Cirkusrevyen ikke rigtig tror på at det kan bære, og derfor er der strøet små pudsige sketches rundt i programmet, og de er sandt at sige ikke så sjove.

I den collage som Cirkusrevyen er, er det de indlagte dansenumre der – ude af kontekst – virker mest gennemførte og helstøbte.

Baastrup styrer for vildt

Nummeret, der klart står stærkest, er skuespilleren Lise Baastrups fremstilling af kagekonen Inger Støjberg. Her går tekst og præstation op i en højere enhed. Bidende sarkastisk og med grotesk humor spiddes Støjbergs umenneskelige kagefejring af stramninger på flygtningeområdet. Og salen griner af det groteske, men væmmes givetvis over historien.

Hvad der er sjovt, er jo egentlig en meget privat sag. Men er selvfølgelig afhængig af mange faktorer. Brøler hele teltet af grin, er der en stor chance for, at du griner med.

Pilgaard er timingens mester

Timing er afgørende, ligeledes mimik – og her er Ulf Pilgaard mesteren og karakterskuespilleren, der kan sin kunstart ud til fingerspidserne, så det er en fornøjelse at iagttage. Det ses i nummeret Termokander om misforståelser ved indskrivningen på et plejehjem. Nummeret reddes af de to erfarne revystjerner.

Pilgaards konfuse og fremmedgjorte pensionist i nummeret "Posthvor"? om tidens digitalisering og nedlæggelse af postvæsnet er ligeledes i særklasse.

Hvor svært kan det være

I en parafrase over Keld&Dirchs "Tømmerflåden", søger den kloge Henrik, at forklare den dumme Niels, hvad skatteskandalen går ud på. Og Niels afsporer konstant med sine afbrydelser. Henrik giver op, hvorefter Niels opsummerer: " - så det man gjorde var at skære Skattevæsnet helt vildt ned, så milliarderne fossede ud af statskassen?". Og salen klapper og hujer, for så enkelt kan det siges.

For 37.gang står Ulf Pilgaard på scenen, og Lisbet Dahl for 31.gang.

Foråret havde endelig fået fat, og varmen bredte sig hurtigt i teltet på Bakken denne smukke majaften. Men på scenen var der en noget mat stemning i anden del af revyen, i sammenligning med de foregående års revyer. Man savnede især, at den nyeste spiller på banen – Lise Baastrup, havde fået noget mere at arbejde med. Sidste år beviste hun, at hun kan lægge teltet ned af grin. Sådan et nummer manglede i år.

Hyldest til Claus Ryskjær

I nummeret Diva-Dahl, der er skrevet af makkerparret Ditte&Louise, hylder Dahl sig selv og "hele pakken" i et smukt selvportræt af en fighter af guds nåde. Modigt og meget rørende, især fordi Lisbet Dahl bærer den igennem med afvæbnende selvironi og integritet.

I en smuk lille gestus, smukt skrevet af skuespilleren Henrik Lykkegaard og fremført værdigt af Ulf Pilgaard, hyldes den tidligere cirkusrevy-stjerne Claus Ryskjær, der døde i december sidste år.

Lårklaskerne udebliver

Især i denne genre gør det sig gældende, at forestilling og numre gror og vokser i takt med, at timing og samspil bliver mere og mere præcist og skarpt.

Men det kan ikke veje op for teksterne, hvis ikke de vejer tungt nok. Og her virkede flere tekster noget uskarpe og retningsforstyrrede: hvad var pointen? Hvad var udsagnet? Hvad var ideen? Her kan man ligeledes håbe, at de bliver skåret skarpere og bliver mere vedkommende og underholdende. De store lårklaskende, tåre-trillende-ned-af-kinderne-af-grin-numre var der ikke. Desværre.

01. jun. 2017 - 10:17   01. jun. 2017 - 10:20

Scenen

Nick Bruun
Anmelder
3

Cirkusrevyen 2017 på Bakken i Klampenborg.

Tekst: Carl-Erik Sørensen med mange flere. Musik: James Price m.fl., Instruktion: Lisbet Dahl, Scenograf: Nina Schiøttz, Koreograf: Rene Vinter. Medvirkende: Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Niels Ellegaard, Lise Baastrup, Henrik Lykkegaard.

På Bakken i Klampenborg til den 2.9.
Ålborg Kongres og Kultur Center 6.- 10. september.

Se mere: cirkusrevyen.dk

Annonce