Bag friluftsscenen i Møllebakken i Kalundborg myldrer skuespillere i alle aldre rundt i og omkring de store telte.

De er malet i ansigterne med de karakteristiske sorte og hvide firkanter fra et skakbræt, og klædt i farverige komiske og surrealistiske eventyrkostumer, sjove parykker og sære hatte.

Foran scenen på et lille amfi­teater har publikum taget plads. Det er familier med små børn og unge mennesker, der skal overvære det traditionsrige friluftsspil med Kalundborg Amatørteater (KAT).

Scenen er fyldt med skakbrikker i alle mulige størrelser. Det er et eventyrscenarie, fortsættelsen af Alice i Eventyrland, som hedder Alice bag spejlet.

Barnet bag spejlet

KAT’s friluftspil er i år en dramatisering af Lewis Carrolls verdensberømte roman om en fantasiverden inde bag et spejl.

Det er en udviklingshistorie om pigen Alice og hendes udvikling til ung kvinde. Samtidig er det en samfundssatirisk historie om politiske magtkampe og manipulation.

Forestillingen starter ved et typisk engelsk teselskab. Den eftertænksomme Alice spiler skak med sin far, og vi er her kastet ud i stykkets væld af mærkværdige, komiske replikker.

Da Alice bryder ind i teselskabet med nogle dybsindige bemærkninger, bliver hun tilbagevist med sætningen »Børn skal ses, men ikke høres«.

Alice svarer tilbage ved at gå ind i den anden ende af et spejl til en eventyrverden. Her får hun absolut brug for at blive set og hørt.

I denne fantasiverden af skakbrikker har »den røde dronning«, der er en magtsyg skurk, bedøvet sin mand, kongen, og gemt ham væk fra omverdenen, så hun selv kan styre sit rige efter forgodtbefindende. Alice kritiserer modigt den onde dronning.

en absurd blanding

Et væld af eventyrfigurer spiller elegant og humoristisk sammen, og forestillingen er krydret med musikalske indslag i en blanding af følsomhed og komik.

Der er et gavmildt udbud af dans, absurde optrin, og sange, og det der gør forestillingen medrivende er, at flere scener udspiller sig på samme tid.

Man oplever flere situationer, som løber parallelt med hinanden. Som når  te–selskabet fra stykkets start fortsætter ufortrødent, mens dronningen sidder på sin trone og gør sig til.

Imens går andre af de optrædende og småsnakker. Meget sker foran øjnene på tilskuerne, og som Dronningen udtrykker det: »Spillet må hele tiden være i gang, ellers overlever vi ikke«.

En anden absurd og hylende morsom situation udspiller sig, da en togfører står og ser travl ud på en station, hvor der intet tog kommer. Situationen er krydret med absurde og kloge replikker, som da togføreren siger:

»Man skal virkelig løbe stærkt for at blive på stedet, spørg bare politikerne«.

troværdig underholdning

Der har været meget at holde sammen på i denne kæmpeforestilling med over 60 deltagere på scenen. Over 120 engagerede medlemmer af KAT har samlet lagt kræfter i forestillingen.

En ros til instruktøren Dorte Sandal, der formår at holde sammen med dette kæmpe hold, og præsterer at få parallelle situationer til at spille samtidig, så det fungerer troværdigt og underholdende på én gang.

Titelrollen spilles af Caroline Augustine, der er et stærkt autentisk naturtalent. Hun skaber en troværdig karakter med på en gang umiddelbarhed og professionalisme, og med sin smukke sangstemme.

Dronningen spilles rammende af Jaqueline Lillevang, der giver den som en hidsig, magtsyg og arrogant person. Hun har en kraftfuld og god sangstemme, der er en dronning værdig.

Anders Nielsen giver den for fulde gardiner som Klumpe Dumpe. Der foregår en hylende skæg dialog mellem ham og Alice i et godt samspil:

Anders Nielsen synger højt hævet over Alice på en stor mur, hvor han ser ned på hende i sangen »Se på mig, jeg sidder i mit tårn af Elfenben«. Han strutter af selvironi, varme og charme. En uovertruffen komiker!

Lotte Overbjerg leverer fint musikken, og scenografien er en fest af farver leveret af Niels Arne Nielsen og Dorte Sandal.

Samlet set udgør skuespillerne et fantastisk godt samspil. Det er en forestilling, som i al sin eventyragtige underfundighed er både for børn og voksne.